Anarkistisk revolution og Kommunistisk kontrarevolution under Den spanske Borgerkrig 1936-1939

Artiklen er oprindeligt taget fra http://home.worldonline.dk/anarchy/Den%20spanske%20borgerkrig.htm og er skrevet af Michael Strand.   

De socialistiske ideer

I takt med det 19. århundredes kapitalistiske Europas udvikling udvikledes som modpol hertil de store socialistiske filosofier, fortrinsvis udtænkt og defineret på et økonomisk videnskabeligt grundlag af Karl Marx (1818-1883), men samtidig med og ofte i direkte opposition til voksede en anden form for socialisme frem under indflydelse af Pierre-Joseph Proudhon (1809-1865) og Michael Bakunin (1814-1876). De var i modsætning til Marx stærkt antiautoritære libertære kommunister: anarkister som ikke accepterede en stat, men byggede deres samfundsidéer på autonom selvforvaltning i mindre føderationer. Foragten for autoriteter kom til udtryk i den totale mistillid til overdragelse af magt over nogensomhelst til nogensomhelst. Det være sig enkelt personer, partier eller regeringer. Man mente at kunne konkludere, at "alt magt korrumperer, og total magt korrumperer totalt."

De socialistiske ideer åbnede en stor del af den europæiske arbejderklasses øjne for, at man ved at stå sammen kunne gennemføre en forbedring af deres forhold og i sidste ende overtagelse af produktionsmidlerne.

Den europæiske arbejderbefolkning sluttede først og fremmest op om de marxistisk/socialdemokratiske ideer, hvor en overtagelse af statsmagten stod øverst på dagsordenen. I Spanien skulle det gå anderledes. Her var anarkismen, der modsat Marxisterne ingen ambitioner havde om overtagelsen af statsmagten, men tværtimod ønskede en total og fuldstændig ødelæggelse af staten, i langt overvejende grad den herskende ideologi i arbejderklassen. Men hvorfor fik anarkismen et sådant fremherskende udtryk i modstanden i Spanien? For at kunne belyse dette, må vi gå tilbage til 1800-tallets Spanien og se på, hvordan den borgerlige revolution her skilte sig ud fra andre lande i Europa.  

Den borgerlige revolution i Spanien

Den borgerlige revolution kom til at foregå på en helt anden måde i Spanien end i resten af Europa. Modsat Frankrig, hvor "den store demokrat"- guillotinen - gjorde det fysisk af med det jordejende aristokrati, eller for den sags skyld i Danmark hvor arbejdernes forhandlere solgte ud og indgik kompromis med kapitalen (septemberforliget 1899), så blev der i Spanien indgået pagt mellem borgerskabet og den feudale adel. Hvor de store jordejerne i det meste af europa blev sat ud af spillet, fortsatte det med at være en levende realitet i Spanien. "Den borgerlige revolution blev gennemført uden ekspropriation af den jordejende feudaladel".

custom essays

Spanien stod således delt i 2 afgrundsdybe lejre: adelen, kapitalen og en katolsk kirke der ejede kolossale landområder og havde monopol på opdragelse og undervisning på den en side, og et mere og mere udbyttet folk på den anden. Disse udtalte forskelle banede vejen for et anti-autoritært klima hos en land- og arbejderklasse der ikke synes at have noget at tabe, men alt at vinde. (Den jyske Historiker, 1976.s.12-20) De spanske arbejdere blev aldrig indbudt til forhandlinger eller spurgt til råds, men blev af overklassen betragtet som en slags mentalt tilbagestående arbejdskvæg, og viste der sig det mindste optræk til krav om selv minimale rettigheder, blev det slået ned med en brutalitet, der næppe tåler sammenligning med noget andet kapitalistisk land i Europa. En dyb mistillid til det etablerede system bredte sig i den brede befolkning. De libertære (frie) socialistiske ideer med reel medbestemmelse for den enkelte (selvforvaltning), og foragten for enhver magtinstans: som udtænkt af Prodhon og Bakunin tog folkemasserne til sig som den eneste logiske løsning på deres problemer. Den spanske arbejderklasse tog som de eneste Anarkismen til sig og brugte dens ideer og spontane aktionsformer igennem næsten et århundrede.

Organisering og oprør

De første oprør og arbejdersammenslutninger går tilbage til perioden 1820-40, da landproletariatet reagerede med voldsomme besættelser og afbrændinger af godser og fabrikker. Det var temmelig hovedløse angreb udløst af ren og skær desperation, men der forekom også regulære strejker, hvor arbejdersammenslutningerne fungerede som strejke- understøttelsesorganer. Aktionerne førte dog ikke til andet end øget repression fra statens side, og blev som hovedregel druknet i blod.

Internationales korte visit

Med introduceringen af den 1. Internationale i 1864, der for hovedsagens vedkommende var Karl Marx's værk, kom der for alvor skub i arbejderorganiseringen. Men det var en tilhænger af Bakunin, italieneren Guisseppe Fanelli, der i slutningen af 1868 ankom til Spanien for her at oprette en spansk sektion af 1. internationale, og den 19. juni 1870 oprettedes "Den internationale Arbejderassociations Spanske Regionalføderation". Medlemstallet var på ca. 40.000 og var med Bakunins ideer i spidsen i langt overvejende grad anarkistisk inspireret. En resolution fra deres 2. kongres i 1871 understregede denne inspiration:

"den sande føderative demokratiske republik er den kollektive ejendom, anarkiet og den økonomiske føderation". (Den jyske Historiker, 1976.s.38) I 1872 hærgedes 1. Internationale af ideologiske magtkampe mellem Bakunin- og Marxfløjen, der mundede ud i Bakunins eksklusion. Den spanske sektion meldte sig ud med et stort flertal umiddelbart efter af Internationalen og dannede "Den Spanske Regionaleføderation", hvor det for alvor blev understreget, at målet ikke var i den parlamentariske eller statslige retning, men et samfund bestående af "fuldstændigt uafhængige Sektioner"(Den jyske Historiker, 1976.s.39), helt i tråd med de anarkistiske idealer.

Den spanske arbejderbevægelse stod således nu splittet i to fløje. En marginal marxistisk gruppe, der mest af alt mindede om en sekt,og en stor gruppe anarkistisk orienterede arbejdere, der op gennem resten af århundredet skulle spille en betydelig og, når de med jævne mellemrum blev illegaliserede, ofte blodig rolle i den spanske arbejderkamp ved deres brug af individuelle terrorhandlinger; "Direkte aktioner".(Den jyske Historiker, 1976.s.42)  

Arbejderbevægelsen i Spanien

Den spanske arbejderbevægelses historie er en broget affære med et uoverskueligt hav af bogstavskombinationer, fraktioner og pragmatiske kovendinger. Så for at kunne overskue og forholde sig til stridighederne på venstrefløjen under den spanske borgerkrig, er en kort gennemgang af de forskellige relevante partier og fagorganisationers udvikling og politik absolut nødvendig.

De spanske socialdemokrater (PSOE/UGT)

Efter splittelsen af Internationale i 1872, fandt en lille gruppe på 25 (!) organisationsløse marxister sammen i hemmelighed, og stiftede "Spaniens socialistiske arbejderparti", PSOE. De gik ind for den politiske magtovertagelse, altså helt modsat anarkisterne. De havde ingen decideret revolutions teori og satsede heller ikke på en grundlæggende omvæltning af den herskende orden. De skulle gennem de urolige år i slutningen af det 19. århundrede og starten af det 20. fra tid til anden vise en fantastisk opportunisme overfor magthaverne, og de afviste strejker som et politisk våben. For eksempel da der udbrød generalstrejke i Barcelona i 1902, forhindrede ledelsen direkte, at den skulle fortsætte til deres egne bastioner i Madrid, Asturias og Vizcaya. (Den jyske Historiker, 1976.s.45). I 1917 skulle de dog vise, at man har et standpunkt til man tager et nyt, ved at bakke op om en strejke, der kom til at lamme det meste af Spanien. Strejken var ledet af PSOE's fagorganisation, "Arbejdernes almene forbund", UGT, der blev dannet i 1888 med et medlemstal i starten på 3.355.(Jørgensen, 1986, .s.15). Under Primo de Riveras militærdiktatur (1923-30), hvor såvel anarkisternes som kommunisternes organisationer blev illegaliserede, samarbejdede PSOE åbent med diktaturet og de republikanske partier, hvilket nok engang viste en forbløffende smidighed. Partiet havde en fantastisk spændvidde af overbevisninger fra en samarbejdsvillig højrefløj til en venstrefløj, der krævede en øjeblikkelig socialistisk revolution og oprettelse af "proletariatets diktatur"

Det spanske kommunistparti (PCE)

Kommunistpartiet blev dannet i 1921 som følge af et oprør under PSOE's kongres fremkaldt af idealistiske ungsocialister der var for en tilslutning af 3. Internationale. Starten på dette parti blev en ret ynkelig affære med en medlemsskare på 500 personer i 1924 (kilde 8.s.52), men de skulle senere få den altoverskyggende magt under borgerkrigen helt ude af proportioner med deres faktiske tilslutning i den spanske befolkning. PCE havde ikke den mindste opbakning i arbejderbevægelsen, og var nærmere en svag dønning fra den anden ende af kontinentet, hvor den russiske revolution havde sejret. PCE tilsluttede betingelsesløst sig "Den kommunistiske Internationale" også kaldet komintern, af hvem de fik dikteret deres politik fremover. Dette afhængighedsforhold medførte at de aldrig fik udviklet en kommunistisk politik, der tog udgangspunkt i de spanske forhold, og den spanske arbejderklasse forblev tro mod sine anarkistiske rødder. Partiets slaviske pareren ordrer af Kominterns svingende strategier, gjorde at det ikke virkede som andet end sovjets marionetdukker, der med nærmest religiøs overbevisning troede, at verdensrevolutionen stod for døren og at et revolutionært (kommunistisk) lederskab måtte etableres på internationalt plan. (Jørgensen, 1986, .s.16-17). Under borgerkrigen kom de således til at spille en overordentlig vigtig rolle som folkefrontens vogtere, helt i stil med kominterns nye "folkefronts-strategi .

De spanske anarkister (CNT/FAI)

Den 8-10 september 1911 efter et par år med omfattende generalstrejker og blodige optøjer specielt i den katalanske provins, stiftedes den anarko-syndikalistiske fagorganisation CNT. Det organisatoriske grundlag for CNT var syndikalismen, som byggede på en fri revolutionær fagbevægelse, der gennem strejker og aktioner ønskede at gennemføre "den libertære kommunisme" . For første gang var hele den spanske anarkistbevægelse samlet i en organisation, og det blev som følge af den anarkistiske frygt for bureaukratisering afvist at vælge ledere på nationalt plan da det hele skulle foregå så decentralt som muligt. CNT var fra starten en decideret masseorganisation, der især hentede sin støtte fra Kataloniens industriarbejdere og vel at mærke Andalusiens landproletariat. den spanske anarkistbevægelse var aldrig begrænset til industriarbejderne, som de andre europæiske socialistbevægelser.

CNT kom til at stå for en mængde arbejderoprør op til den spanske borgerkrig, og blev efter en omfattende generalstrejke ledet af CNT da også forbudt. Men livet i illegalitet knækkede ikke modstanden da deres ekstremt decentrale struktur skulle vise sig at være som skabt til udførsel af illegale handlinger, som politiske mord og bankkup. (Den jyske Historiker, 1976.s.47).

I 1927 dannedes i forlængelse af CNT et, hvad der forekommer underligt i denne sammenhæng, slags anarkistisk eliteforbund "Det iberiske anarkistiske forbund", FAI, og for at være medlem af FAI skulle man også være medlem af CNT.

Målet med denne fraktion var at holde CNT på rette anarkistiske kurs da der havde været tendenser til en mere reformistisk og "kommunistisk" kurs indenfor organisationen. FAIs indflydelse i CNT blev trods et beskedent medlemstal næsten total(Jørgensen, 1986, .s.15) og Den jyske Historiker, 1976.s.58) lorte land

"Arbejderpartiet for marxistisk enhed" (POUM)

Det sidste parti der er relevant i denne sammenhæng er et lille venstre-socialistisk parti, der kom til at spille den afgørende rolle omkring splittelsen internt i den republikanske lejr, og skulle ende med at blive helt udraderet på foranledning af kommunistpartiet.

At beskrive dannelsen af POUM er en opgave værdig for en professor i partipolitiske fraktionsdannelser. Men det korte af det lange er, at der på venstrefløjen i 30'ernes Spanien var et væld af små intellektuelt kommunistiske fraktionsdannelser, der tilhørte den såkaldte venstre-opposition. Oppositionen eksisterede også indenfor Komintern der med Trotsky i spidsen kraftigt kritiserede staliniseringen af europæiske kommunistiske partier. POUM var en af disse oppositionsgrupper og blev i september 1935 dannet ved en sammensmeltning af forskellige udbrydergrupper fra det spanske kommunistparti, PCE. Deres leder Andrés Nin havde tidligere været sekretær i Kominterns "Røde faglige Internationale", som Stalins hovedrival Trotsky ledede, men det var i 1934 kommet til et brud mellem disse to, og Trotsky havde reelt intet med POUM at gøre (Den jyske Historiker, 1976.s.71). Men grundlaget for et nærmest hadefuldt forhold mellem POUM og kommunistpartiet var der for fra første færd, og det skulle senere gå POUM grueligt galt.

Optakten til borgerkrigen

I 1930 faldt det sidste diktatur før Franco-regimet. Det førte til dannelsen af en republikansk/socialistisk regering. CNT/FAI deltog grundet den traditionelle anarkistiske modvilje mod regeringsdannelser - ikke i valget, og kom da også i konflikt med denne midtersøgende regering, hvilket endte med en anti - valgkampagne i 1933. Ikkestemmeprocenten i Spanien blev på 32,5 og resultatet af dette blev en stor sejr til en højre -centrum regering, der kom til at føre til en voldsom nedgang i arbejdernes levevilkår (Den jyske Historiker, 1976.s.69) hvilket igen førte til en stærk politisk polarisering. Ved valget den 16. februar 1936 stod fronterne derfor reelt mellem et højre-autoritært diktatur og en koalition af forskellige socialistiske og liberalistiske partier; "Folkefronten". I overensstemmelse med Kominterns "folkefrontsstategi" indgik kommunistpartiet i dette samarbejde på trods af, at det betød en midlertidig skrinlæggelse af stridighederne med arvefjenden POUM. CNT opfordrede ikke denne gang direkte til boykot af valget, og mange af de omkring 1,5 millioner medlemmer i den magtfulde fagorganisation stemte derfor. Socialisterne gik med sejren, og paradoksalt nok udløste dette landsomfattende strejker og uroligheder blandt arbejderne. Arbejderne så valgsejren som første skridt på vejen mod den sociale revolution og i antiparlamentarismens navn kollektiviseredes store landområder uden om den nye regering, og det kom til voldsomme sammenstød mellem højre- og venstrefløjen, især i Barcelona der udnævnte sig selv til autonomt område. Der herskede nu en situation i Spanien hvor der var reelle muligheder for at gennemføre den "libertære kommunisme" hvilket der selvsagt var et par generaler, der ikke så de store perspektiver i. Den 11. juli blev en af "Falangens" støtter monarkisten Calvo Soleto, myrdet, og det blev startskuddet til det militære oprør i Marokko den 17. juli 1936 med general Franco i spidsen. Den spanske borgerkrig var begyndt.(Jørgensen, 1986, .s.18 og Den jyske Historiker babbede gren!, 1976.s.75-80)

Borgerkrigens start

Franco troede øjensynligt, at han med det meste af hæren og krigsmateriellet i ryggen kunne gøre kort proces og opnå kontrol med landet i et snuptag. Men rundt om i landet opstod helt spontant og ganske uafhængigt af den republikanske regering små arbejdermilitser, der satte sig til modværge mod Francos tropper. I disse første dage var centralregeringens magt reelt sat ud af kraft, da den i kampen her og nu var en uhåndgribelig diffus størrelse, man ikke kunne bruge i det konkrete forsvar af republikken. Da anarkisterne i Spanien jo var de brede masser, herskede der rent faktisk anarki i ordets egentlige betydning: fravær af statsmagt. Regeringen tøvede i de første dage af opstanden med at udlevere de nødvendige våben og først efter 2 dage gav politikerne sig og der blev udleveret våben til arbejderne. Denne tøven og troen på forhandlingsmuligheder med rebellerne førte til, at rebellerne fik kontrol med omtrent 1/3 af Spanien (se kort). (Petersen,1981. .s.243-252 og Den jyske Historiker, 1976.s.87)

Den sociale revolution

Militserne opstod som sagt spontant og med et utvetydigt anarkistisk islæt. CNT så her muligheden for den anarkistiske revolution de havde drømt om så længe, og i krigens første måneder overtog arbejderne i de områder, der stadig var på republikkens hænder jorden, industrien og servicesektoren. De fleste steder blev alt kollektiviseret og selvforvaltning var den bærende idé.

George Orwell, der deltog i borgerkriges første år, skriver udførligt om den atmosfære, der herskede i Barcelona et halvt år efter krigens udbrud. Barcelona var anarkisternes højborg og også en af de byer, hvor fascisterne mødte stærkest modstand. Han skrev;

"Anarkisterne havde stadig den faktiske kontrol over Catalonien (december 1936 red.), og revolutionen var stadig i fuld gang.... Det var første gang, jeg havde været i en by, hvor arbejderklassen sad i sadlen. Praktisk talt enhver bygning af en vis størrelse var blevet beslaglagt af arbejderne og draperet med røde flag eller med anarkisternes røde og sorte flag; på alle mure var der indkradset hammer og segl med de revolutionære partiers initialer; næsten alle kirkerne var udbrændte, og deres helgenbilleder var brændt. Kirker rundt om blev systematisk revet ned af arbejdshold. Alle forretninger og cafeer bar inskriptioner, der fortalt, at de var blevet kollektiviseret." (citat;Orwell, 1975, side 6-7)

I Katalonien, hvor der var en form for selvstyre, var regionalregeringen reelt sat ud af magt. Den egentlige magt lå hos de spontant opståede revolutionære bonde og arbejder-komiteer. Den franske historiker Franz Mintz skønner, at antallet af kollektiver indenfor landbrug, industri og det offentlige lå på 1865, som involverede mindst 2 millioner ud af en befolkning på 6 millioner. Kollektiverne byggede også i høj grad på naturalie-økonomi, hvor man byttede sig til varer kollektiverne imellem uden brug af penge. (Helm, 1980, .s.148-149)

Militserne

Indenfor de anti-fascistiske militser havde regeringen heller ingen indflydelse. I Barcelona overtog folket kasernerne, brændte regeringens mobiliseringsordrer og erklærede:"Vi vil være frihedens militskæmpere, ikke soldater i uniform. Hæren har vist sig at være en fare for landet....militskæmpere, ja! Soldater, aldrig!" (citat:Orwell, 1975, .s.146). Et udtalt demokrati rådede indenfor disse militser; alle militære ledere blev valgt demokratisk, alle fra general til menig soldat fik den samme løn, samme mad, samme tøj og alle var på lige fod med hinanden. George Orwell skriver videre; "Der var officerer og underofficerer, men der var ingen militær rang i almindelig betydning, ingen titler, ingen distinktioner, ingen hælesmækken, ingen hilsen. Man havde indenfor militserne forsøgt sig med en slags foreløbig arbejdsmodel af det klasseløse samfund." (citat;Orwell, 1975, .s.28)

En professionel soldat, oberst Beraza udtalte om disse improviserede militser; "Fra et militært synspunkt er dette kaos, men det er et kaos der fungerer. Lad være med at forstyrre det." (citat den Jydske Historiker, 1976.s.150)

Den sociale revolutions nederlag

Dette var situationen i de første måneders kamp og den måtte siges at være meget effektiv trods en basal mangel på ordentlige våben og ammunition. Konklusionen må være at havde arbejderne ikke spontant grebet til våben og dannet militserne, ville Francos tropper i løbet af kort tid have erobret hele Spanien. Men den borgerlige side af regeringen med kommunisterne i spidsen så skævt til disse "uorganiserede" militser, og ønskede i stedet en velorganiseret og frem for alt disciplineret hær efter traditionelt mønster. Man mente, og nok ikke helt med urette, at dette var den eneste mulighed for at få militær støtte fra Sovjet og de borgerlige demokratier i Europa.(Den jyske Historiker, 1976.s.114) CNT, POUM og venstrefløjen i socialdemokratiet med minister Caballero i spidsen var i fuld gang med at gennemføre den sociale revolution midt under borgerkrigen, og det stod i skærende kontrast med PCE's, folkefrontsstrategi dikteret af Komintern. Paradoksalt nok ønskede Komintern/Sovjet og dermed de spanske kommunister ikke en social revolution i Spanien. Den danske kommunist Villy Fuglsang, der deltog i borgerkrigen under det katalanske kommunistpartis faner, skriver i sin bog "Pasaremos" at anarkisterne direkte var en svækkelse af den anti-fascistiske kamp gennem deres alt-eller-intet-linje, overfor kommunisternes og folkefrontens strategi om først at slå Franco for så dernæst at indføre socialismen. Dette indeholder en vis, omend unuanceret, logik. For til bunds for denne folkefrontsstrategi lå der fra kommunistisk side ikke noget ønske om at indføre socialisme, men en anden taktik der intet havde med Spanien at gøre men snarere var af sovjettisk storpolitisk karakter og vil blive beskrevet i det følgende.

Opportunistisk anarkisme

Den 27. september 1936 brød CNT-FAI med alle anarkistiske idealer om det statsløse samfund. De gik ind i en regering med liberale, moderate borgerlige og socialister.Dette var et afgørende og temmelig drastisk skridt for de libertære kommunister, men de gjorde det uden tvivl ud fra den holdning, at først skulle Franco for enhver pris nedkæmpes, om det så indebar at man måtte gå så afgørende på kompromis og få samlet alle anti-fascistiske kræfter uanset dybe ideologiske forskellig og mål. Herefter kunne man så begynde at spekulere på revolutionen. Regeringen var ledet af Largo Caballero fra den socialdemokratiske venstrefløj også kaldet "Spaniens Lenin". CNT-FAI fik trods en overvældende støtte i befolkningen kun 3 ministerposter ud af 12 og havde fra dette tidspunkt ingen reel mulighed for indflydelse på de kommende begivenheder. Den sociale revolution var så at sige ofret på det anti-fascistiske alter.

Stalin dikterer regeringens politik

Europas ikke-interventions politik betød, at Spanien var 100% afhængig af våben-støtte fra Sovjet. Virkningen heraf blev, at PCE kom til at spille en rolle i regeringen helt ude af proportioner med deres faktiske støtte i befolkningen. Stalin ønskede ikke en revolution i Spanien på dette tidspunkt og skriver i et brev til Caballero den 21. december 1936;"Det vil være uklogt at støde lederne af det republikanske parti fra sig. Det er meget tænkeligt, at den parlamentariske vej vil vise sig at være en mere effektiv fremgangsmåde i den revolutionære udvikling i Spanien, end den var i Rusland." (citat Helm, 1980, s. 56). Dette var et vink med en vognstang, der betød, at droppedes den sociale revolution ikke nu, kunne republikken sige farvel til den vitale militære støtte fra Sovjet. At Stalin på denne måde direkte modarbejdede en socialistisk revolution i Spanien, synes umiddelbart yderst mærkværdigt, men den bunder i datidens udenrigspolitiske situation, hvor Sovjet var truet af de nye fascistiske stormagter; Tyskland og Italien. Sovjet ønskede en anti-fascistisk front med de vesteuropæiske borgerlige demokratier, og for at undgå at træde dem over tæerne måtte Stalin sørge for at Spanien holdt sig indenfor de borgerligt demokratiske rammer udadtil. For Stalin var en pagt mellem England og Frankrig mod fascisterne langt vigtigere end revolutionen i Spanien, og ud fra disse betragtninger havde Komintern netop lanceret "folkefrontsstrategien". (Den jyske Historiker, 1976.s.146 og Den jyske historiker, 1977,s.54)

Caballero svarede selvsagt meget positivt tilbage, andet kunne han vel heller ikke gøre, da militserne havde hårdt brug for de Sovjettiske våben. Fra den dag gik det stærkt ned ad bakke for den anarkistiske revolution i Spanien. Det stærkt autoritære styre i Rusland styrede begivenhedernes gang, hvilket uafvendeligt måtte føre til et anarkistisk sammenbrud.

Kontrarevolution

CNT-FAI blev i den nydannede regering tvunget til at opgive det ene punkt efter det andet. Via dekreter blev kollektiviseringsprocessen sat under magtapparatets styring: en skrap tilsidesættelse af selvforvaltningsideen, og der hvor dekreterne mødte modstand, blev den slået ned med hård hånd. Arbejderpatruljerne blev afskaffet, og politiet fra før krigen blev genoprettet svært bevæbnet og forstærket. Sidst men ikke mindst blev folkemilitserne ophævet, og en ny "ikke-politisk" hær med de gamle forskelle i rang og løn blev oprettet. Arbejdermilitserne var nu omdannet til en traditionel hær af nogenlunde samme type som fjendens. En af de anarkistiske ministre skulle senere erkende: "vi fik plads i regeringen, men mistede kontakten med gaden." (Helm, 1980, s. 154)

Den sovjetiske våbenhjælp kom fortrinsvis kommunistiske og borgerlige militær enheder til gode, og en del af disse våben, på trods af en ussel udrustning ved fronten, tilfaldt det nye statsstyrede politi.

George Orwell kommer med en mening om denne sag i "Hyldest til Catalonien:"...den væsentligste grund til forandringen var, at man ville sikre sig, at anarkisterne ikke havde deres egen hær. Endvidere gjorde militsernes demokratiske ånd dem til udklækningssteder for revolutionære ideer" og han skriver videre om tempoet i udviklingen: "...det der på overfladen et kort øjeblik havde set ud som en arbejderstat, forandredes for ens øjne til en almindelig borgerlig republik med den normale opdeling i rige og fattige." (citat Orwell, 1975, .s.56)

I den nyoprettede regering kunne fløjene groft sagt sættes op på denne måde: På den ene side CNT/FAI, POUM og nogle socialister der gik ind for arbejderkontrol; på den anden den socialistiske højrefløj, de liberale og kommunisterne. I foråret 37 blev modsætningsforholdet mellem fløjene mere og mere tydelig. Ministerpræsident Caballeros der stod på de revolutionæres side nægtede bla. at efterkomme kommunisternes krav om helt at ophæve kollektiviseringsprocesserne, og i april/maj brød det ud i åbent opgør i Barcelona.

Oprør i Barcelona

I Barcelona, der jo i langt overvejende grad blev styret af anarkisterne, blev civilgarden sat ind for at telefon-centralen kunne komme på regeringens hænder igen, hvor den ellers havde været kontrolleret af CNTs arbejdere i næsten et år uden problemer. Anarkisterne havde ikke i sinde at overgive de privilegier, de så længe havde kæmpet for, og det kom til voldsomme kampe i Barcelonas gader. POUMs folk sluttede op om anarkisternes modstand, og civil-garden (guardia civil) allieret med kommunisttro tropper blev holdt i skak i første omgang. Men startskuddet var givet til en, kunne man kalde det, " borgerkrig i borgerkrigen". I knap en uge var der heftige gadekampe og skyderier fra hus til hus, men til sidst ankom 6.000 soldater fra regeringens specialstyrker. Her skulle CNT igen vise sig fra den pragmatiske side organisationen havde lagt for dagen siden indtrædelsen i regeringsmagten. Det fik med stort besvær arbejderne til at nedlægge våbnene, igen ud fra devisen om nødvendigheden af sammenhold i den anti-fascistiske lejr. Den sidste revolutionære bastion i Spanien var hermed faldet.

Eftervirkningerne af de revolutionæres nederlag i Barcelona indfandt sig hurtigt. CNT og POUMs presse blev censureret, og kommunisterne indledte en gevaldig og hadsk kampagne mod POUM. De blev beskyldt for at være kontrarevolutionære spioner for fascisterne, og i en storladen og svulstig tale i maj 37 erklærede kommunisten Jose Diaz til sine partifæller "Fascisterne benytter sig af særlige agenter. De kalder sig trotskister. Det navn, som mange maskerede fascister arbejder under; det er dem der taler om revolution for i stedet at skabe forvirring." og taler videre om POUMs ansvar for uroen i Barcelona;" -et oprør, som politisk og organisatorisk blev forberedt af medlemmer af POUM og de ukontrollerede elementer. Jeg spørger: hvor længe endnu skal vi tåle disse udskejelser i Spanien". (citat Den jyske historiker, 1977, .s.62)

Også Villy Fuglsang giver plads for en svada i sin bog; "som arbejderbevægelsen gennem sin historie ofte og dyrt har erfaret, bruges sådanne principløse og forvitrede organisationer til at sluse femtekolonne-folk, spioner, provokatører m.m. ind i arbejderbevægelsen. Herunder også forskellige former for terrorister, hvis formål er at kompromittere og isolere arbejderbevægelsens bevidste kerne.(!)" (Fuglsang, 1981, .s.70). Kommunisterne i regeringen krævede nu et direkte forbud mod POUM og fængsling af deres ledere, hvilket CNT og Caballero-fløjen nægtede, idet forbud mod en arbejderorganisation, der loyalt havde bekæmpet Franco alligevel var for stor en mundfuld for anarko-syndikalisterne. Hermed var regeringen sprængt, og CNT og Caballero gik af.

Nu havde kommunisterne den alt overskyggende magt i regeringen under ledelse af centrum-socialisten Juan Negrin, der ifølge Fuglsang "energisk gennemførte en række nødvendige forholdsregler" (Fuglsang, 1981, .s.71). Han fuldførte den opgave, Caballero regeringen var faldet på. POUM blev opløst og lederne fængslet. Ledereren Andres Nin blev i august 37 myrdet, formentlig af det hemmelige sovjetiske politi, NKVD, der var særdeles aktive i Spanien i denne tid. Blandt andet er det senere kommet frem, at flere fremtrædende anarkister måtte lade livet for NKVD's kugler.(Den jyske Historiker, 1976.s.142)

Thi kendes for ret

En proces gennemførtes mod 5 fremtrædende medlemmer af POUM med et anklageskrift, der var et af de største mesterstykker i "til lejligheden konstruerede anklageskrifters" lange og glorværdige historie. Det forsøgtes bevist, at POUM havde nær kontakt med frankisterne, var kontrarevolutionære, forsøgte at undergrave republikken o.s.v.. Beviserne var dog for svage, og i stedet for dømtes de for: "Illoyale handlinger overfor republikken, eftersom partiet vedvarende har forsøgt at sætte arbejderne op mod republikkens lovlige regering." (se anklageskrift og dom fra 11.juni 1938 i Helm, 1980, .s.73-86)

De anklagede idømtes 15 års i fangelejr.

Efter undertrykkelsen af POUM kom turen til de mange kollektiver - kommunisternes kæphest. Efter opløsningen af de folkelige militser var kollektiverne nu den sidste rest af den sociale revolution, og regeringen udstedte dekret om nedlæggelse af disse og tilbagelevering til de "retmæssige" ejere - godsejerne og industri-magnaterne. Mange kollektiver nægtede selvfølgelig at efterkomme disse krav, og regeringstropper under ledelse af den stalinistiske officer, Enrique Lister, blev sat ind for med magt at gennemtvinge regeringens ordre. I løbet af 37 var 30% af kollektiverne nedlagt og over 600 organisatorer arresteret. Fabrikkerne og landbruget blev givet tilbage til de forhenværende ejere, og igen herskede der "ordnede forhold".(Helm, 1980, .s.155).

Republikkens nederlag

Anarkisterne så på denne ødelæggelse af deres værk med en form for apatisk ligegyldighed, og befolkningens vilje til at kæmpe videre mod Franco var afgørende svækket.

I foråret 1939 måtte en desillusioneret arbejderklasse give op tappet fysisk og psykisk for kræfter efter en kamp på to fronter. Ikke indblandings politikken fra resten af Europa, undtaget Tyskland og Italien der forsynede Franco med våben, og den autoritære liberal-kommunistiske regerings ødelæggelse af den sociale revolution havde svækket folkets vilje til at kæmpe. Oven i dette kom at hjælpen fra Sovjet nu var helt ophørt med at sende hjælp til republikken.

Den 1. april var det uigenkaldeligt slut. Francisco Bahamonde Franco kunne holde sin sejrsparade i Madrid. 40 års brutalt fascistisk diktatur kunne tage sin begyndelse.  

Konklusion

Den spanske borgerkrig er blevet kaldt den sidste klassiske arbejderrevolution, men den er andet og mere end den. Den er unik i den forstand, at det var en folkerejsning, der var klart anarkistisk orienteret og derfor uden ledere i den gængse forstand. For første, og foreløbig sidste gang i verdenshistorien blev anarkiet realiseret og foregik helt uden tvangsmæssige foranstaltninger, hvilket ellers har været kendetegnet for andre socialistiske revolutioner. Under den sociale revolution i krigens første år, blev en af anarkismens egne "opfindelser": selvforvaltningen, omsat til succesfuld praksis, og den var gået en lysende fremtid i møde, havde det ikke havde været for Stalins marionetdukker i kommunistpartiet. Kommunistpartiet var den helt klare årsag til revolutionens nederlag, og et instrument for Stalins udenrigspolitiske interesser. Stalin gav ikke en hylende fjert for Spaniens revolution, som han kun så som en hæmsko i hans alliancebestræbelser, og han demonstrerede også en himmelråbende ligegyldighed til sidst, da han troede stridsøksen var begravet.

Den spanske revolution beviste at almindelige mennesker sagtens uden indblanding fra statsmagter og centralistiske partier kan skabe dybtegående og gennemført demokratiske samfundsomvæltninger. Også uden den diktatur-stat, kommunisterne så indædt lefler for. Det må være den vigtigste lære, borgerkrigen kan give os i dag.

Anarkismen synes i dag mere en utopisk ønskedrøm end nogensinde før, men decentraliseringsprincippet og selvforvaltningsideen er to størrelser, det ikke fremover vil være dumt at skæve til hvis begrebet demokrati skal have nogen reel betydning, og ikke være reduceret til en hul floskel magthaverne kan gå og banke os i hovedet med.

NO PASARAN - PASAREMOS

Michael Strand, Anti-© "Perler for Svin Distribution" (1996), 1998. Et undergravende produkt pruduceret af HAMAS (Humanistiske Antiautoritære Militante Anarkistiske Studerende).  

Forkortelser

• C.N.T.: Confederacion Nacional del Trabajo. (den nationale arbejdersammenslutning. Anarko-syndikalistisk sammenslutning fra 1911)
• F.A.I.: Federacion Anarquista Iberica. (Den Anarkistiske Iberiske Føderation. Opstod 1927. nært tilknyttet C.N.T.)
• P.C.E.: Partido Comunista de Espana. (Spaniens kommunistiske parti.)
• P.O.U.M.: Partido Obrero de Unificacion Marxista. (Arbejderpartiet for marxistisk enhed. Oprettet 1935, knust 1937. Påståede trotskistiske)
• P.S.O.E.: Partido Socialista Obrero Espanol. (det spanske socialistiske arbejderparti. oprettet 1879)
• U.G.T.: Union General del Trabajadores. (det almindelige forbund for arbejdere. Socialistisk, oprettet 1888. PSOE's fagorganisation)

  

Litteraturliste

• Carl Heinrich Petersen: Den glemte socialisme. RHODOS, 1981 ISBN 87-7496-788-6
• Dokumenter til den spanske arbejderklasses og arbejderbevægelses udvikling 1880 til 1976. Modtryk og den jyske historiker 1977
• George Orwell: Hyldest til Catalonien. Gyldendal 1975 ISBN 87-00-27161-6
• Michael Helm: Anarkismens grundideer. Hans Reitzels Forlag, 1980 ISBN 87-412-3609-2
• Palle Jørgensen: Arbejderbevægelsen i Spanien. Fremad 1986 ISBN 87-557-3954-7
• Revolution og kontrarevolution i Spanien fra 1800 til 1976. Den jyske historiker 8, Modtryk 1976
• Villy Fuglesang: "Pasaremos" - Den spanske borgerkrig 1936-39. Udgivet af Danmarks kommunistiske Parti 1981