Pariserkommunen

Pariserkommunen kan kaldes en revolutions-regering. Den blev oprettet d. 8. marts 1871. Efter Paris belejring under den Fransk-Tyske krig havde Paris fået en nationalgarde af arbejdere og småborgere, der via væbnet kamp erobrede en større del af Paris.

De eneste former for erfaring inden for politisk arbejde pariserne havde var deltagelse i de politiske klubber, de republikanske komiteer og nationalgarden. I de republikanske komiteer, der fandtes i Paris, også før Kommunens oprettelse, blev dannet for at beskytte republikken, garantere fuld demokratisk frihed og for at kræve kommunevalg. Derfor var det et stort spring for pariserne at de pludselig nu selv skulle styre det politiske liv.

Der begyndte nu en demokratiseringsproces. Kommunen, hvis indbyggere hovedsageligt bestod af marxister og anarkister, havde egentlig til formål at blive styret med direkte demokrati. Dette blev dog ikke fuldstændig gennemført. Man oprettede i stedet et råd, der både skulle fungere som kommunebestyrelse og et revolutionært modstykke til regeringen og nationalforsamlingen i Versailles.

Rådet begyndte nu at afskaffe det borgerlige statsapparat og krævede Frankrig omdannet til et løst forbund af selvstyrende kommuner. Pariserkommunens grundlag var tilnærmelsesvis socialistisk, men ikke konsekvent, da byen var delt i indbyrdes stridende parter.

Dette blev bl.a. gennemført i Kommunen:

· Kommunen vedtog at udbetale enkepension til kvinder, der havde levet papirløst med faldne kommunarder.

· Børn født i eller udenfor ægteskab var ligestillede.

· I lærefaget fik kvinderne anerkendt ligelønsprincippet.

· Henrettelses-instrumentet Guillotinen blev brændt.

· Gratis retshjælp.

· Kirke og stat blev adskilt.

· Religionsfri, obligatorisk og gratis folkeskole

· En styrket erhvervsuddannelse og nye pædagogiske metoder.

· Oprettelse af et forbund til beskyttelse af fuld kunstnerisk frihed og for at gøre kunsten tilgængelig for alle.

Noget Kommunen aldrig rigtig fik gennemført var en socialistisk økonomisk og social samfundsomdannelse. Flertallet at pariserne (Kommunarderne) lagde for ringe vægt på disse forhold og havde desuden for stor respekt for den private ejendomsret. Det indebar bl.a. at nationalbanken ikke blev rørt.

Det er klart at det var hele arbejderklassen og småborgerskabet i Paris der stod bag oprøret og oprettelsen af kommunen, men nogle teoretikere og praktikere er værd at nævne for at give et indblik i hvilke tanker pariserne har gjort sig da de gik på barrikaderne.

Pariserne var bl.a. påvirket af den russiske anarkist Mikhail Bakunin, der netop gjorde op med den tyske kommunist Karl Marx's idéer om at gennemføre socialismen via staten. Bakunin holdt sig gennem hele livet til nogle vigtige punkter, samfundet burde bevæge sig hen mod. Et af dem var følgende: "En føderativ organisering af samfundet baseret på frie fagforeninger, sluttede sammen i kommuner, der igen er sluttet sammen i større enheder"

I 1871 hvor kommunen blev oprettet – og udslettet igen, sagde Bakunin følgende citat: ”Hvordan kan nogen forvente, at et samfund baseret på ligestilling og frihed vil kunne opstå af en autoritær organisation?” Dette var holdningen hos de anarkistiske kræfter i Kommunen, men i Kommunen var der også marxister, der mente at man burde gennemføre socialismen via Rådet. Dette gik størstedelen af pariserne ind for.

En anden anarkistisk teoretiker pariserne bekendte sig til var den franske forfatter Pierre Joseph Proudhon. Hans reaktionære holdning til kvindens frigørelse gjorde ham særdeles upopulær blandt datidens kvindesagsforkæmpere, og han menes at bære en del af skylden for at pariserne under kommunens tid ikke tog skridtet til fri stemmeret til både kvinder og mænd. Og det på trods af at mange kvinder stod forrest på barrikaderne.

En af de revolutionære kvinder man som regel sætter i forbindelse med Pariserkommunen var den franske kvinderetsforkæmper Léodile Champseix, der gik under pseudonymet André Léo. Hun blev bl.a. valgt ind i den kommission, der skulle organisere og føre tilsyn med undervisningen i pigeskolerne. Sammen med Elisabeth Dmitrijev og Nathalie Lemel var hun en af drivkræfterne i kamporganisationen «Union des femmes pour la défense de Paris et les soins aux blessés» (Kvindeunionen til forsvar af Paris og hjælp til de sårede). På samme tid førte rettede hun en indtrængende appel til bønderne om at støtte Pariserkommunen i kampen for at give «jord til bonden, værktøj til arbejderen, arbejde til alle,» for «den frigøring jeg kræver, er også din».

En anden revolutionær skikkelse var den franske kvinderetsforkæmper Louise Michel. Den 18. marts gik hun i spidsen for «Montmartrekvinderne», der udløste kommunardoprøret. Under Kommunen udviste hun stor interesse for skolespørgsmål (fagskoler, ikke-religiøse børnehaver) og var drivkraften bag Club de la Révolution. Fra første stund deltog hun i forsvaret af Kommunen og sloges til det sidste på barrikaderne. Hun var inkarnationen af Kommunens revolutionære kraft. Hun havde givet et positivt indhold til det skræmmebillede, som Enevælden havde prøvet at give de revolutionære kvinder med betegnelsen pétroleuse = kvindelige ildspåsættere