Difference between revisions of "Den Spanske Borgerkrig"

Revision as of 10:25, 11 May 2007

Den Spanske Borgerkrig brød ud da den fascistiske general Fransisco Franco 17. Juli 1936 ledte et kup mod den valgte regering. Krigen sluttede 1.April 1939 med sejr til Franco, som efterfølgende var diktator indtil hans død i 1975. Tyskland og Italien bistod Franco militært, mens rebpublikken modtog hjælp fra Sovjet og Mexico samt i form af 60.000 mandlige og kvindelige frivillige fra resten af Europa.

Optakt og Opstand

I April 1931 abdicerede Kong Alfonso XIII og Spanien overgik til den såkaldte Anden Republik. På dette tidspunkt var Spanien bagefter i den industrielle udvikling, på landet var forholdene feudale, landbruget var det største erhverv og mange steder ineffektivt, og problemerne med et fattigt proletariat i byerne var stadigt voksende. Regeringen iværksatte reformer af landbruget, hæren og kirken som skabte en stærk polarisering. På højrefløjen var man skeptisk overfor hvad den sociale dagsorden kunne føre til i befolkningen og man var imod imødekommelsen af Cataloniens krav på selvstændighed. Socialistiske grupper anså regeringens politik for at være for reformistisk og agiterede i større og større grad for den socialistiske revolution.

Ved valget i 1933 tabte regeringen til midt-og højrepartierne, som fik sin parlamentariske støtte ved det stærkt konservative parti CEDA (Confederación Española de Derechas Autonomas) som havde fået en meget stor andel af stemmerne. Denne regering standsede for jordreformerne og fratog landarbejderne mange af de rettigheder de havde opnået med den forhenværende regering, hvilket skabte strejker og voldelige revolter rundt omkring i Spanien. I Oktober 1934 opfordrede det socialistiske parti PSOE (Partido Socialista Obrera de España) til en revolutionær generalstrejke. I det meste af landet blev den hurtigt slået ned men i Asturien varede oprøret i to uger og kostede 1000 mennesker livet.

I Februar 1936 var der valg igen og denne gang formede midt-og venstrepartierne valgalliancen Folkefronten og løb af med sejren med PSOE som det største parti. Den anarkistiske fagforening CNT (Confederación Nacional del Trabajo) havde boykottet tidligere valg men opfordrede nu sine medlemmer til at stemme på grund af løftet om amnesti for de arresterede efter kampene i 1934. Den nye regerings program var forsigtigt og blandt socialisterne og anarkisterne var der en tydelig splittelse om hvor gennemgribende reformerne skulle være; om man skulle gennemføre den sociale revolution allerede da eller i første omgang alliere sig med ikke-revolutionære samfundsgrupper og småborgerskabet for at eliminere højrefløjen, der var blevet stadig mere aggressiv. Der havde på dette tidspunkt været mange blodige kampe og krigslignende tilstande. Ingen af konfliktens parter anerkendte den demokratiske legitimitet og borgerkrigen virkede uundgåelig.

D. 17. Juli 1936 startede General Franco et oprør i Spansk Marroko og bredte sig hurtigt med støtte fra konservative kræfter som falangisterne. Fronterne lagde sig således at regeringen havde kontrol over baskerlandet og den østlige halvdel, heriblandt de politisk vigtige byer Madrid, Valencia, Bilbao og Barcelona mens Franco sad på den vestlige halvdel.

International Hjælp

Hæren var på dette tidspunkt i dårlig forfatning med en ringe militær udrustning og lav grad af effektivitet. Det blev således af betydning hvad hjælp tropperne fik fra udlandet. England, som på det tidspunkt var under en konservativ regering, gennemtvang en ikke-interventionsaftale som skulle forhindre stormagterne at bistå nogen af parterne. Frankrig tilsluttede sig at forholde sig politisk neutrale men Italien og Tyskland omgik aftalen.

På republikansk side var Sovjetunionen den mest betydelige leverandør af materielt udstyr omend republikken også modtog begrænset hjælp fra Mexico. Opmuntret af hvad de troede ville ende med en sejr til republikken og social revolution tilrejste titusinder af frivillige under trussel om arrestation når/hvis de vendte hjem igen. George Orwell og Ernest Hemmingway er blandt de mest kendte frivillige og førstnævnte har beskrevet sine oplevelser i bogen Hyldest til Catalonien.

Anarkisterne

Anarkisme har haft større opbakning i spansk arbejderhistorie end i de andre europæiske lande og anarko-syndikalistiske aktionsmåder som generalstrejken har været flittigt brugt. Derfor var det ikke ovveraskende at man i Catalonien, som var stærkt domineret af anarkisterne påbegyndte den sociale revolution. På kort tid efter at begivenhederne tog fart i 1936 fik man kollektiviseret store dele af økonomien og landbruget. Anarkisterne var primært repræsenteret gennem CNT og FAI (Federación Anarquista Ibérica) som var af den overbevisning at det eneste forsvar mod fascismen var en total gennemførelse af revolutionen. CNT havde inden krigen mange gange opfordret til generalstrejker og kritiseret reformistiske tiltag som en hindring for revolutionen og fortsætte med at kæmpe for revolutionære tiltag.

Orwell skriver i Hyldes til Catalonien:

"I had dropped more or less by chance into the only community of any size in Western Europe where political consciousness and disbelief in capitalism were more normal than their opposites.”

Også de militære enheder blev organiseret efter anarkistiske principper og det lykkedes i stort omfang at undgå eller begrænse det militære hieraki uden at det gik udover effektiviteten. Kvinder fik mulighed for aktivt at deltage på lige fod med mændene.

Anarkisterne var kun delvist integrerede i resten af hæren og de oplevede snart problemer med mistro og senere direkte modstand fra de Sovjet-støttede kommunister. Kominterns anbefalinger på daværende tidspunkt var at indgå en midlertidig alliance med småborgerskabet, hvis privilegier ellers var under trussel. Det blev skønnet at Spanien ikke var ’moden’ til revolutionen på og at udviklingen meget vel kunne ryge ud af kontrol. Anarkisterne anså dette for snarere at være en standsning end en bremsning af revolutionen til fordel for et ineffektivt borgerligt demokrati. En konsekvens uenigheden var tilbageholdelse af sovjetiske våben til anarkistiske enheder.

I maj 1937 udbrød der kampe i Barcelona mellem CNT og POUM (Partido Obrero de Unificación Marxista) og det sovjet-støttede PCE (Partido Comunista de España) da civilgarden forsøgte at overtage en CNT-kontrolleret telefoncentral. CNT svarede igen og kampene varede fem dage og resultatet blev en øget regeringskontrol over fagforeningerne samt at flere ledende personer blev fængslet under anklage for at være trotskister og/eller at gå fascisternes ærinde.

Blandt anarkister er der en udbredt opfattelse af at kommunisterne bar hovedansvaret for at splittelsen udviklede sig til direkte kamphandlinger, en del opfatter det som en direkte sabotage af en stærk anarkistisk organisering der forsøgte at gå udenom Sovjetunionens kontrol.

Mujeres Libres

Mujeres Libres (oversat: frie kvinder) er den bedst kendte kvindegruppe fra borgerkrigen. De kæmpede for både kvindelig frigørelse og den anarkistiske revolution, idet de så det som en forenet kamp. I modsætning til den almindelige opfattelse blandt de mandlige trosfæller var det ikke deres opfattelse at kvinders rettigheder var en naturlig følge af revolutionen og de arbejdede aktivt imod sexistisk praksis i anarkisternes egne rækker. De oprettede skoler og kvindegrupper for at øge bevidstheden blandt kvinder men stod også bag mere konventionelle bidrag til kampen:

"Hand in hand with producing propaganda came the day-to-day work necessary to defend their revolution from fascist attack. They supplied food to the militias and set up community dining rooms. They organised support for women in the militias, setting up shooting ranges and target practice classes. They set up a school for nurses and an emergency medical clinic to treat those injured in the fighting." [1]

[:http://upload.wikimedia.org/wikipedia/en/3/34/Woman_with_cntfai_flag.jpg]

Læs videre

Anarkistisk revolution og Kommunistisk kontrarevolution under Den spanske Borgerkrig 1936-1939
Hans Enzenbergers: Anarkiets korte sommer, kilde tekster fra CNT/FAI's tilhængere