ikke-vold

Ikke-vold er en række moralske anskuelser omkring konflikter som leder til afvisning af vold som middel til at opnå politiske eller sociale mål. Det benyttes ofte som synonym for pacifisme men er efterhånden endt med at beskrive en række forskellige praktiske teknikker og bud på hvordan man kæmper sociale kampe uden brug af vold. Ikke-vold associaeres ofte med kampen for Indiens selvstændighed, anført af Mahatma Ghandi samt borgerrettighedsbevægelsen i USA, her anført af Martin Luther King.

Hvorfor ikke-vold?

De fleste tilhængere af ikke-vold er det ud fra etiske eller religiøse betragtninger eller fra en pragmatisk politisk analyse. Den første retfærdiggørelse af ikke-vold bliver sommetider benævnt som principiel eller etisk ikke-vold, mens den anden er kendt som pragmatisk eller strategisk. Det er dog ikke unormalt at begge dimensioner smelter sammen hos bevægelser eller enkeltpersoner.

Etisk ikke-vold kan yderligere deles op i en situationisk retning og en radikal. Mens dens radikale ikke-vold vil undgå enhver brug af vold til enhver, vil den situationistiske ikke-vold gøre brug af defensiv vold i situationer hvor det er helt eller næsten umuligt at reagere med ikke-vold, eksempelvis i lande hvor pressen er skarpt kontrolleret af en ikke-demokratisk regering.

I Vesten har ikke-vold været benyttet i vidt omfang af arbejds-, freds-, miljø- og kvindebevægelser. Imidlertid har ikke-vold en kontinuerlig rolle i kampen for at underminere magten hos repressive regimer i tredjeverdenslande og den tidligere østblok:

In 1989, thirteen nations comprising 1,695,000,000 people experienced nonviolent revolutions that succeeded beyond anyone's wildest expectations ... If we add all the countries touched by major nonviolent actions in our century (the Philippines, South Africa ... the independence movement in India ...) the figure reaches 3,337,400,000, a staggering 65% of humanity! All this in the teeth of the assertion, endlessly repeated, that nonviolence doesn't work in the 'real' world.

(Walter Wink, as quoted by Susan Ives in a 2001 talk)

I sin bog, The Politics of Nonviolent Action, anslår ikke-volds forelæser Gene Sharp at den påfaldende fraværenhed af ikke-vold fra mainstream historiske studie kan skyldes det faktum at elitens interesser ikke er tjent ved udbredelsen af teknikker for sociale kamper som hviler på den kollektive magt liggende i mobiliserede borgere fremfor adgangen til velstand eller våben.

Hvordan virker ikke-vold?

den ikke-voldelige tilgang til sociale kampe repræsenter en radikal afvigelse fra konventionel tænkning omkring konflikter og dog appelerer den til en række opfattelser indbefattet af almindelig sund fornuft.

I blandt disse er ideen at ledernes magt hviler på befolkningens samtykke. Uden et bureakrati, et militær eller en politistyrke til at udføre hans eller hendes ønsker har lederen ingen magt. Ikke-volfortæller os at magt er afhængig af samarbejdsviljen fra andre. Ikke-vold underminerer ledernes magt ved den bevidste uvilje til samarbejde.

Det er også af primær betydning at retfærdige mål bedst bliver nået ved retfærdige midler. Tilhængere af ikke-vold ræssonerer at de handlinger vi træffer i det nuværende samfund uundgåeligt vil omforme den sociale orden. Ud fra dette argumenterer de at det er fundamentalt irrationelt at benytte sig af vold for at skabe et fredeligt ssamfund.

Visse tilhængere af ikke-vold, såsom kristne anarkister, advokerer for respekt for eller kærlighed til ens modstander. Det er dette princip som er tættest associaceret med spirituel eller religiøs retfærdiggørelse af ikke-vold. Respekt eller kærlighed har en pragmatisk begrundelse idet man herved åbner for muligheden for at få ændret på modstandernes handlinger og måske endda deres overbevisninger.