Om politisk retfærdighed

Her følger et (meget) lille uddrag af William Godwins kæmpe værk Enquiry Concerning Political Justice (Om politisk retfærdighed) fra 1793. Dette uddrag er fra Anarkistisk Læsebog udgivet af Forlaget Pirattryk.

Om politisk retfærdighed

Enhver regering bygger på samtykke. Menneskene lever i øjeblikket under en bestemt styreform, fordi de opfatter det i sin egen interesse at gøre det. Ganske vidst kan en del af et samfund blive undertrykt med magt, men dette kan ikke være en følge af tyrrannens personlige magt. Det må skyldes magten hos en eller anden del af samfundet, som samtykker i, at det er i deres interesse at understøtte hans myndighed. Ødelæg dette samtykke, og den struktur, som bygger på det, vil falde til jorden. Det følger af dette, at alle mennesker i sit væsen er selvstændige.

Hvis herredømme bygger på folkets tilslutning, kan det ikke have nogen magt over det individ, som nægter at give det sin tilslutning. Hvis det ikke er tilstrækkeligt med en stiltiende til slutning, kan jeg endnu mindre blive anset for at have sluttet mig til en forordning, jeg udtrykkeligt stiller mig afvisende til. Dette følger direkte af Rosseaus betragtninger. Hvis folket - eller de enkeltpersoner, som udgør folket - ikke kan delegere sin myndighed til en repræsentant, kan nogen enkeltperson heller ikke delegere sin myndighed til et flertal af en forsamling, han selv er medlem af. De love, som vejleder mine handlinger, er udelukkende et spørgsmål om personlig overvejelse, og ingen kan overlade et andet menneske at tage vare på sin samvittighed og afgøre sine egne pligter. Men dette bringer os tilbage til udgangspunktet. Intet samtykke fra vor side kan befri os fra vor moralske kapacitet. Dette er en slags ejendom, som vi hverken kan bytte bort eller frasige os, og det er derfor umuligt for nogen regering, at udlede sin myndighed fra en oprindelig overenskomst.

Sådan som man sædvanligvis opfatter det, er lovgivning ikke et spørgsmål om menneskelige evner. Fornuften er den eneste lovgiver, og dens påbud er uigenkaldelige og entydige. Samfundets opgave strækker sig ikke til at lave men til at tyde lovene. Samfundet kan ikke forordne, det kan kun kundgøre det, som allerede er forordnet af tingenes egenskaber, og rigtigheden af dette er et uomtvisteligt resultat af sagernes forhold. Nogle gange kalder vi lovene vore forfædres visdom. Men dette er et underligt bedrag. Loven var lige så ofte dikteret af deres lidenskaber: frygt, jalousi, et monopoliserende sindelag og et magtbegær, som ikke kendte grænser.

Loven står slet og ret i et relativt forhold til udøvelse af politisk magt og må gå til grunde, når nødvendigheden af denne magt ophører, hvis da ikke påvirkningen af sandheden allerede før dette udrydder den fra menneskehedens praksis.

Uanset hvilket besvær, der kan opstå på grund af menneskenes lidenskaber, kan indføring af fast satte love ikke være den rigtige løsning. Lad os overveje, den indvirken og de fremskridtsvenlige forhold, disse lidenskaber ville medføre, forudsat at menneskene blev betroet at lade sig lede af sit eget skøn. Således er den diciplin, et fornuftigt statssamfund anvender overfor menne sket som individ. Hvorfor skulle dette ikke være lige så holdbart overfor mennesker, som handler i fælles skab? Nidkærhed og manglende erfaring vil tilskynde mig at lægge bånd på min næste hver gang, han handler galt, og helbrede ham for hans vildfarelser ved forsætligt at anvende straf og ubehageligheder. Men fornuften tilkendegiver dårskaben ved denne fremgangsmåde og lærer mig, at hvis han ikke er vant til at stole på forstandens kraft, vil han aldrig hæve sig til det niveau, som kendetegner et fornuftsvæsen. Så længe et menneske er holdt i ave af lydighedens bånd og er vant til at holde sig til en eller anden fremmed ledelse for sine handlemåder, så længe vil hans forståelse og åndskraft slumre. Ønsker jeg at vække ham til den virkekraft, han er i stand til? Så må jeg lære ham at værdsætte sig selv, ikke at bøje sig for nogen myndighed, at granske de grundsætninger, han har, og at overlade det til sin fornuft at begrunde sin adfærd.

De vaner, som på denne måde er gavnlige for individet, vil være lige så gavnlige for transaktioner imellem samfund. Menneskene er for øjeblikket svage, fordi de altid er blevet fortalt, at de er svage og ikke kan stole på sig selv. Løs dem fra deres lænker, bed dem om at undersøge, tænke og vurdere, og du vil snart finde ud af, at de forandrer sig fuldstændigt.

Der er ikke noget mere fornuftsstridigt end forsøg på at opretholde en fælles opfattelse blandt menneskene ved hjælp af myndighedernes påbud. Den opfattelse, som således bliver på tvun get folks bevidsthed, er ikke deres virkelige opfattelse. Den er bare et projekt som gør dem ude af stand til, at danne sig en mening. Hver gang myndighederne påtager sig at befri os fra besværet med at tænke selv, er de eneste følger, det frembringer, sløvhed og tåbelighed. Når sandheden findes i bevidstheden uden at være ledsaget af det bevis, den hviler på, kan det ikke med fuld ret siges, at den i det hele taget er forstået. Bevidstheden er i dette tilfælde berøvet sin væsentlige egenart og sin rigtige anvendelse, og dermed må det forventes, at den taber alt, som er i stand til at gøre dens tankevirksomhed gavnlig og beundringsværdig. Enten vil menneskene modsætte sig myndighedernes opfattelse om, at de er forpligtigede til at føre opsyn med deres meninger, og så vil denne opfattelse ikke bevirke mere end en meningsløs strid, eller også vil menneskene underkaste sig, og så vil virkningerne blive ødelæggende. Den, der på nogen måde overlader en anden at foreskrive sig sine meninger og sin opførsel, vil ophøre med at undersøge selv, eller også vil hans undersøgelser blive sløve og ubesjælede.

blandt de oplyste medlemmer af samfundet, og ud fra dette udgangspunkt søger at tilegne sig yderligere viden. Men offentlig uddannelse har altid brugt sin energi på at understøtte fordomme. Den lærer ikke sine elever det mod, som kræves for at bringe enhver påstand til kritisk undersøgelse, men blot kunsten at retfærdiggøre de påstande, som tidligere er blevet anerkendt. Vi studerer Aristoteles, eller Thomas Aquinas eller Bellarmine eller højesteretsdommer Coke - ikke for at kunne påvise deres vildfarelser, men for at vor forstand skal blive fuldstændig præget af deres meningsløsheder. Alt dette er i direkte strid med forstandens sande interesser. Alt dette må vi vænne os af med, før vi kan begynde at blive kloge. Det er betegnende for forstanden, at den er i stand til forbedring. Individet afvikler menneskets bedste egenskaber det øjeblik, det overvejer at holde fast ved visse grundsætninger af årsager, der ikke længere står klart for bevidstheden, men som gjorde det tidligere. Det øjeblik, det lukker sig for et granskende levned, repræsenterer dets intellektuelle død. Det er ikke længere noget menneske. Det er det afdøde menneskes genfærd. Der findes ikke nogen fremgangsmåde mere præget af dårskab, end den at adskille en læresætning fra det bevis, den hviler på. Hvis jeg vænner mig af med at kunne genkalde mig dette bevis i erindringen, er min overbevisning ikke længere en forståelse men en fordom. Som en fordom kan den påvirke mig men ikke anspore mig, hvilket en virkelig erkendelse af sandhed gør. Forskellen mellem et menneske ledet på denne måde og og det menneske, som stadig holder forstanden levende, er forskellen mellem fejhed og mod. Det menneske, som i bedste forstand er et forstandsvæsen, glæder sig over at gentage de begrundelser, som har overbevist ham, således at de kan skabe overbevisning hos andre og fremstå mere klart og tydeligt for hans egen bevidsthed. Hertil kommer, at han hellere end gerne undersøger indvendinger, fordi han ikke sætter en ære i vedvarende vildfarelse. Hvilket værdifuldt mål kan det menneske tjene, som ikke er i stand til denne gavnlige øvelse? Derfor viser det sig, at ingen last er mere ødelæggende end den, der lærer os at anse en hvilken som helst dom for endelig og ikke være åben for kritisk granskning. Den samme læresætning, som gælder for enkeltpersoner, gælder for samfundet. Ingen læresætning, som i øjeblikket erkendes som sand, er så værdifuld, at den kan retfærdiggøre indføringen af en institution med det formål at indprente menneskeheden denne læresætning. Henvis menneskene til læsning, til meningsudveksling, til eftertanke, men lær dem hverken moralske eller politiske trosbekendelser eller katekismer.

Det er vor lærdom at anspore menneskene til at handle på egen hånd - ikke at holde dem i en tilstand af uophørlig umyndighed. Den, der lærer, fordi han ønsker at lære, vil lytte til den vejledning, han får, og forstå meningen med den. Den, der er lærer, fordi han ønsker at lære fra sig, vil udføre sit arbejde med begejstring og energi. Men i det øjeblik politiske institutioner påtager sig at anvise hvert menneske sin plads, vil alle udføre sine opgaver dorskt og ligegyldigt.

Planen om et nationalt undervisningssystem bør konsekvent bekæmpes på grund af dens tydelige forbindelse med de nationale myndigheder. Denne forbindelse er af en mere frygtindgydende karakter end den gamle forbindelse mellem kirke og stat. Før vi lader en så mægtig maskine ledes af en så tvivlsom styrer, er det vores pligt nøje at overveje, hvad det er, vi gør. Myndighederne vil ikke undlade at bruge den til at bestyrke sin magt og opretholde sine institutioner til evig tid. Selv om vi kunne antage, at myndighedernes repræsentanter sætter sig et mål, som i deres øjne ikke bare fremstår som uskyldigt men til og med gavnligt, vil ulykken ikke desto mindre indtræffe. Deres synspunkter som grundlæggere af et undervisningssystem kan ikke undgå at være på linie med de synspunkter, de har i deres egenskab af politikere. De data, som retfærdiggør deres adfærd som statsmænd, er netop de data, deres direktiver bygger på. Det er ikke sandt, at vores ungdom bør blive oplært til at ære grundloven, hvor udmærket den end måtte være. De bør læres op til at ære sandheden og kun grundloven i den grad, den stemmer overens med sandheden. Selvom ordningen med et nationalt undervisningssystem var blevet indført imens despotiet var på sit højeste, er det ikke sandsynligt, at den for altid havde kunnet kvæle sandhedens stemme. Men det havde været den mest uovervindelige og dybdegående indretning til at realisere dette, vi kan forestille os.

Ejendom er den hjørnesten, som fuldender strukturen i den politiske retfærdighed. Afhængigt af om vores idéer vedrørende den er unuancerede eller korrekte, vil de kunne oplyse os om følgerne af en enkel samfundsform uden regering, og fjerne fordommene, som binder os til indviklede forhold. Der findes intet, som med større kraft har en tendens til at ødelægge vores vurderingsevne og vores opfattelser, end fejlagtige forestillinger om velstand. Endelig er perioden, der skal sætte en stopper for systemet med tvang og straf, nært knyttet til den omstændighed, at ejendomsforholdene er baseret på retfærdighed.

Hvad er kriteriet, der afgør om dette eller hint, som vil kunne være til et menneskes fordel, bør betragtes som min eller din ejendom? På dette spørgsmål findes kun ét svar: retfærdighed. Lad os derfor vende tilbage til retfærdighedens principper. Hvem har retten til en hvilken som helst ejendel, f.eks. et brød? Ham, som helst vil have det, eller ham, der har mest brug for det? Her har vi seks udsultede mennesker, og brødet er, når alt kommer til alt, i stand til at tilfredsstille deres begær. Hvem har da et rimeligt krav på brødet? De er måske brødre, og førstefødselsretten giver det i sin helhed til den ældste. Men bekræftes denne kendelse af retfærdigheden? De forskellige landes love fordeler ejendommen på utallige måder, men der findes kun én måde, som stemmer overens med fornuften.

Det er let at komme med et meget mere slående eksempel. Jeg ejer hundrede brød, og i sidegaden er der en mand, som er ved at dø af sult. Et af disse brød vil være tilstrækkeligt for at redde ham. Er jeg ikke uretfærdig, hvis jeg ikke giver ham brødet? Hvis jeg giver ham det, bøjer jeg mig da ikke for retfærdighedens krav? Hvem har egentlig ret til brødet?

Lad os antage, at jeg på andre måder er velstående og ikke ønsker dette brød som bytte- el­ler salgsobjekt for at skaffe mig noget andet af det, et menneske har behov for. Vore elementære behov er for længst defineret og fastslået til at bestå af mad, tøj og husly. Hvis retfærdighed har no gen me ning, kan ingenting være mere skammeligt end, at et menneske lever i overflod, imens der findes et andet menneske, som ikke får det, han har behov for.

Retfærdigheden slutter ikke her. Ethvert menneske har ret til - så længe det fælles forråd rækker - ikke bare midler til at kunne leve, men også at leve godt. Det er uretfærdigt, hvis et menneske arbejder, til han ødelægger liv og helbred, imens et andet menneske vælter sig i luksus. Det er uretfærdigt, hvis et menneske ikke har den fritid, der er nødvendig for at dyrke sine rationelle anlæg, samtidig med at der findes andre, som ikke med en eneste anstrengelse bidrager til det fælles forråd. Alle menneskers evner er ligeværdige. Retfærdigheden foreskriver, at alle mennesker skal bidrage til det fælles forråd, som hvert menneske forbruger sin del af, måske med undtagelse af de, der kan sysselsættes på en måde, som bedre tjener folket. Som vi bemærkede, da dette emne var genstand for en særskildt vurdering, tilhører denne gensidighed selve retfærdighedens væsen. Men det er påstået, at vi blandt forskellige mennesker finder vældige forskelle i arbejdsindsats og flid, og at det ikke er retfærdigt, at alle skal modtage samme belønning. Det er klart, at ret skafne og nyttige menneskers indsats ikke bør undervurderes. Det er let at afgøre, hvor langt de nu værende ejendomsforhold bidrager til, at de bliver retfærdigt behandlet. De nuværende ejendomsforhold kan give et menneske enorme rigdomme bare ved at blive født. Om den, der hæver sig fra tiggeri til overflod, ved man sædvanligvis, at han har bevirket denne overgang med metoder, som ikke gør hans ærlighed og nytte særlig troværdig. Det mest flittige og aktive medlem af samfundet er ofte kun med de største vanskeligheder i stand til at holde sin familie over sultegrænsen.

Men lad os springe disse uretfærdige følger af den ulige fordeling af ejendom over og tage fat på den belønning, der gives for flid. Hvis du er flittig, skal du have hundrede gange mere mad, end du kan spise og hundrede gange så meget tøj, som du kan bruge. Er dette retfærdigt? Om jeg så havde været den største velgører, menneskeslægten nogensinde havde kendt, ville der da have været nogen grund til at give mig alt, hvad jeg ikke ønsker, især når der er tusinder, som kunne have den største nytte af min overflod? Med denne overflod kan jeg ikke købe andet end prangende magt og misundelse, ikke andet end den ynkelige glæde over i gavmildhedens navn at give dét tilbage til de fattige, som de efter fornuften har et uimodsigeligt krav på, ikke andet end fordomme, vildfarelse og last.

Magt voksede frem af monopol. Den kunne i nogle tilfælde forekomme blandt vilde, når appetitten overgik forrådet, eller hvis de blev ægget ved, at den genstand, de havde lyst til, var til stede, men således ville den gradvis dø bort eftersom fornuften og civilisationen udviklede sig. Magtens herredømme er fastsat af den ophobede ejendom, og dermed er alt en åben kamp imellem én gruppes styrke og lysten til styrken samt lysten til en anden.

Ærgerrighed er af alle menneskesindets lidenskaber den mest omfattende i sine gerninger. Den føjer distrikt til distrikt, kongedømme til kongedømme. Den spreder blodsudgydelse, ulykke og erobring af jorden. Men selve lidenskaben er akkurat som midlerne til at tilfredsstille den et produkt af de rådende ejendomsforhold. Kun ved ophobning kan en mand uden at møde modstand opnå indflydelse over utallige andre. Det er ved hjælp af en bestemt fordeling af indtægterne, at verdens nuværende regeringer består. Intet er så let som at styrte nationer, der er organiseret på denne måde, ud i krig. Men hvis Europa i øjeblikket havde været beboet af indbyggere, som alle havde en til strækkelig indtægt, uden at nogen af dem levede i overflod, hvad kunne da bevæge de forskellige lande til at tage del i fjendtligheder? Hvis du vil føre mennesker ud i krig, må du lokke med visse fristelser. Hvis du ikke på grund af et eller andet rådende system byggende på forskrifter var i stand til at få dem med på dit forehavende, ville du være tvunget til at vinde hvert individ ved hjælp af overtalelse. Og det er en håbløs opgave blot med dette middel at hidse menneskene op til at dræbe hinanden! Det er derfor klart at krig i enhver afskyelig form udspringer af ulige ejendoms forhold. Så længe denne kilde til misundelse og korruption består, er det sværmerisk at tale om verdensom spændende fred. Så snart denne kilde tørlægges, vil konsekvensen umuligt kunne udelukkes. Det er ejendomsforholdende, som former menneskene til en grå masse, og gør dem eg nede til at blive manipu lerede som en viljeløs maskine. Hvis denne anstødssten blev fjernet, ville ethvert menneske ikke bare blive forenet med sin næste i kærlighed og gensidig forståelse tusind gange mere end nu, men ethvert menneske ville tillige tænke og dømme selvstændigt.