Frankfri Symposiet

(Teksten Frankfri Symposiet er oprindeligt bragt i et anarkistisk DIY blad under titlen Symposium)

Der var lagt op til kulturkamp, da en gruppe fra Insubordinationsrådet mødte op til et symposium på Frankfri Gymnasium. Symposiet var indkaldt af en gruppe borgeligt liberale, der ønskede at tilrane sig anarko- præfixet til deres ultraborgelige minimalstatsideologi. De ville kalde sig anarkokapitalister. Professor Erik Agtig fastholder at han og hans verbale tæskehold hovedsageligt kom for at forhindre denne ekspropriation. Arrangørerne mener snarere, at de uventede gæster var tiltrukket af de rigelige mængder gratis kirsebærvin. Paniks udsendte medarbejder var til stede en blæsende fredag aften.

- Så det er altså en slags filosofisk drukgilde, konkluderer taxachaufføren, mens han venter på at kvitteringen bliver skrevet ud.

Han har kørt mig helt ind i den asfalterede gård og holder på det afmærkede område mellem to basketballkurve. Udenfor blæser gule ahornblade langs murene. Jeg skynder mig hen til den oplyste indgang. Indenfor er der sat sedler op, der viser vej til mødelokalet, hvor der skal afholdes anarkokapitalistisk symposium. Mødelokalet har et stort konferencebord og en sofagruppe. Jeg genkender flere anarkister og ultraliberalister i rummet og nikker til nogle af dem, men trækker hurtigt en stol over i et hjørne, sætter mig med en flaske kirsebærvin fra bordet og finder min blok frem. Noget af tiden foregår der så meget i rummet, at jeg kun får fat i brudstykker, men ellers er der langt hen ad vejen tale om en civiliseret samtale.

Mødet er arrangeret af en gruppe utraborgerlige minimalstatsliberalister, der vil kalde sig for anarkokapitalister, fordi de vil afskaffe staten. Det vil de gøre ved at privatisere statens undertrykkende funktioner, som politi og retsvæsen. Dette har til arrangørernes store overraskelse fået flere af Insubordinationsrådets medlemmer til at møde op. De uindbudte gæster er mødt op for at påpege at forholdet mellem anarkisme og kapitalisme er et modsætningsforhold. Og Professor Erik Agtig lægger ud med et radikalt angreb på ejendomsretten:

Erik Agtig (EA): Du kan ikke eje ting, samfundet kan ikke eje ting!

Michael Klemens (MK): Definér ’at eje’

EA: Den metafysiske tro, at der er umålelige bånd mellem personer og ting eller ideer udenfor dem selv. Disse bånd, hvis eksistens ikke er bevist og som må opretholdes med vold, for at få dem til at synes virkelige - som guders eksistens i teokratier – kan, ifølge troen på ejerskab, kun brydes ved en manatransaktion, altså betaling med penge, eller de ritualer vi kalder at bytte og at give. Kommunisterne tager abstraktionen endnu længere ud. De vil overdrage ejendomsretten til samfundet, som blot er et andet ord for gud. Selvfølgelig med den forskel at de, kommunisterne, er dem med de særlige evner til at tolke guddommens ønsker vide hvad der er til dens bedste. Jeg vil ikke anerkende nogensomhelst påstande om nogens ejendomsret til andet end dem selv, altså deres krop!

MK: Ingen spiritualitet eller voodoo er nødvendigt for at håndtere ejendomsbegrebet

EA: Jamen så vis mig en videnskabelig metode til at måle hvem der ejer hvad. Det kan du ikke, for det er altsammen overtro.

Bert Karlsen (BK): Ejendomsret er ikke metafysik. Det er en social institution som udvikledes under historiske omstændigheder, for at håndtere mangelsituationer.

Leo Travo (LT): Ejendomsret, og alle andre rettigheder, har ingen fysisk eksistens. De er metafysiske. De hører til i ideernes verden. Det er tanker, mentale muligheder. Som sådan er de harmløse. Men når disse ideer bruges til at etablere et socialt system, et altomfavnende kollektivistisk system, hvor jeg forventes at respektere disse tanker fordi de er hellige, og jeg ellers vil blive straffet... så har jeg et problem. Jeg må have anarki.

BK: Mener du ikke at ting som kærlighed og gensidig respekt har en legitim rolle i sociale arrangementer? Disse er jo også metafysiske ting. Der er ikke sådan noget som et socialt system uden at det bygger på et fælles koncept

LT: Men den enkelte må vel selv finde sin måde frit, hvis der er tale om anarki, i stedet for at påtvinge det ud fra kollektivistisk ideologi, ikke sandt?

BK: Tjoh... Jeg prøver ikke at antyde et sæt af universelle regler, som alle samfund skal bygges på. Jeg siger blot, at for at kunne tale om et samfund overhovedet, så må deltagerne først mødes og tale sammen, for at blive enige om et eller andet slags regelsæt, hvordan det så end måtte blive.

LT: Der er overhovedet ikke noget behov for et samfund. Fysisk set er vi en befolkning – eller population. Vi kan leve, lege og arbejde sammen. Eller vi kan lade være. Forsøget på at have et samfund - som er endnu en ide, en tanke, et metafysisk objekt – er kilden til de fleste kollektivistiske fejlantagelser, det er kilden til meget lidelse, det er statens historie.

LT: For den individualistiske anarkist, kan ting ikke ejes. De kan bruges. Det gælder også mennesker. Jeg bruger mennesker. Min relation til andre er gensidig brugbarhed. Ejendomsret, og alle andre såkaldte rettigheder, giver kun mening under staten. Folk, der tror på ejendomsret, som for eksempel anarkokapitalister, er vildledte mennesker. Deres ideologi er bygget om en fejlagtig kerne af tvangskollektivisme. En grundlæggende fejlopfattelse, der gør at deres ideologi er afhængig af en stat, for effektivt at tvinge folk til at indordne sig under ideologien.

BK: Men ejendomsret er jo, som abstakt begreb - ikke en bestemt lovsamling, blot en rammeaftale om kontrol med ressourcer

LT: Vi behøver ingen rammeaftale. Faktisk kan en sådan rammeaftale, som du henviser til, kun være en bestemt lovsamling. Det er hvad abstaktioner fører til, når alle skal påtvinges dem. Kan du ikke se det?

BK: Sådan noget sludder. Hvordan vil du overhovedet have et samfund, hvis deltagerne ikke har noget grundlag for at forstå betingelserne for deres deltagelse? Hvad er samfundet, hvis det ikke er en kollektiv enighed om reglerne for vores opførsel?

LT: Jeg ser ikke nogen kollektiv enighed om nogle fundamentale regler for opførsel. Jeg ser snarere en samling love, som selvfølgelig ikke er noget folk er enige om, eftersom det er nødvendigt med en stat for at tvinge folk til at overholde dem.

BK: Ville det hjælpe, hvis jeg sagde at jeg med enighed mener implicit enighed?

LT: Før sagde du kollektiv enighed, nu siger du implicit enighed. Så vi taler altså om en kollektiv implicit enighed. For at have dette, må alle individer til alle tider tilslutte sig denne enighed ned i mindste detalje. Denne enighed kan kun gennemføres ved en lovgivning, der påtvinges alle, baseret på en implicit enighed, altså staten.

BK: Jeg mener ikke regler, der står i en bog, jeg mener samfundets grundlæggende fundament.

LT: Samfundets grundlæggende fundament, er en ide, der svæver rundt i dit hoved. Der er mange, der påstår at kende dette grundlæggende fundament, især politikere, dommere og pansere.

BK: Men hvorfor er du overhovedet anarkist? Har du nogen interesse i social retfærdighed?

LT: Jeg ved ikke hvad social retfærdighed er. Gør du?

BK: Jamen er det bare fordi du vil have lov til at gøre lige hvad du har lyst til, lige når du har lyst til det?

LT: Forsøget på at vide hvad der er godt for alle eller de fleste, har været skyld i meget mishandling. Jeg påstår kun at vide hvad der er godt for mig. Jeg stoler ikke på nogensomhelst, der påstår at vide, hvad der er godt for alle eller de fleste. Han eller hun er arrogant, ignorant og despotisk!

BK: Ikke det mindste. Det betyder at alle individer, som ønsker at nyde godt af samfundets goder, må være enige i betingelserne, så detaljerede som de nu måtte være, så længe de ønsker at deltage. Hvis du ikke kan lide betingelserne, så kan du jo bare smutte

LT: Den lille kejser har talt!

MK: Kontrol er ejerskab

EA: Nej, ejerskab er krav, der går ud over kontrol. Ejerskab er truslen om vold mod brugere af ting, som man ikke selv bruger, og dermed ikke har kontrollen med. Ejerskab virker ikke uden staten som garant. Egentlig gør staten sig selv til eneejer, da den altid kan beskatte og ekspropriere, og borgerne derfor kun har deres ejendom til låns fra staten, og det kun så længe de anerkender statens overhøjhed. Dissidenter bliver eksproprieret.

LT: Hvis kontrol er ejerskab, så fører tyveri til ejerskab, selvom det krænker 'ejendomsretten'. Ikkesandt?

MK: Konceptet ejendomsret er blot et forsøg på at fastslå moralsk ejerskab, for at forhindre svindel og angreb. Der er en stor forskel på at ville angribe andre og forsvare sig.

EA: Men hvad moralsk er der ved, at en gruppe har gjort sig til ejere? Dette ejerskab er jo netop opnået som følge af svindel. Oprindeligt tilhørte intet nogen, adgang til brug var kun forhindret af andres brug. Med ejendomsrettten forhindrer enkeltpersoner alle andre i at bruge ting de påstår at eje, også når de ikke selv bruger dem. Jeg anerkender ikke deres krav om ekslusiv ret, som begrundes i en implicit overenskomst. Men overenskomster bliver ikke til af sig selv. Eftersom jeg ikke har deltaget i at beslutte denne regel, er det noget som jeg er påtvunget af statens overvældende magt. Det er tilhængerne af troen på ejendomsret, der vil angribe andre, hvis disse ikke deler deres tro på den såkaldte implicitte kollektive aftale om ejendomsretten. Det er ejendomsrettens alterdrenge og inkvisition, der angriber den der frit bruger ubenyttede ting. Det er dem, der er den agressive part.

MK: Staten er ikke nødvendig for at beskytte ejendomsrettigheder eller ejendom. Rent faktisk er staten en hindring for beskyttelsen af rettigheder.

LT: Tværtimod, uden staten ville der ikke være rettigheder. Ejendomsret eller andre. Og det er helt ok, eftersom rettigheder kun er nødvendige for at beskytte individet mod staten. Du taler om moral, men den findes i to variationer. Enten er det den kollektivistiske moral, der håndhæves som lov, eller den ideosynkratiske individuelle moral. Den førstnævnte har vi under staten, den anden ville vi have i anarki. Hvis vi har den anden, så er din moral lige så god som andres, eftersom vi da ikke har nogen absolut fortolkningsramme til at definere en objektiv moral. Rent faktisk er lovgivning eller andre former for påståede objektive referencerammer en manifestation af religiøs tænkning, altså troen på det metafysiske. I praksis vil man måske mene at den enes moral ikke er lige så god som den anden. Men praksis handler om personlige erfaringer, der er for subjektive til at kunne bruges som generel referanceramme for alle andre. Man kan altså ikke tale om objektiv moral. Der findes ikke god eller dårlig brug af styrke. Brug er styrke er brug af styrke, den kan vurderes på sin effektivitet, ikke på sin moral.

MK: Denne manglende moral er typisk for ventreorienterede anarkister, og underminerer hele det venstre-anarkistiske standpunkt. Uden en ordentlig forståelse af moralsk og umoralsk brug af styrke inviterer i simpelthen til en total krig, ikke et fredeligt samfund!

LT: Vi er individualistiske anarkister, de mest kompromisløse anarkister. Og du har ret i at vi er venstreorienterede, men det passer ikke, når du siger at vi ikke har nogen 'moral'. På den anden side, så baserer I på højrefløjen jeres ideologi på en eller anden universal kollektivistisk etik. Det er velkendt at konservative mennesker i sig bærer en trang til at påtvinge andre sine synspunkter. Jeg finder denne trang ualmindeligt uanstændig.

EA: Ja, det er de borgerlige, der ønsker krig. De vil have et moralsk samfund. Men de erkender ikke at moral er subjektiv, de tror at den er objektiv. På nøjagtig samme vis som kommunisme og andre tvangskollektivistiske trossystemer. Og det er præcist hvad 'anarko'-kapitalisme handler om.

EA: I, der kalder jer anarko-kapitalister prøver bare at sløre jeres kollektivistiske ideer i modsætning til f.eks. kommunisterne. Hvad jeg frygter er at jeres ideologi vil have de samme konsekvenser. I tror at jeres moral er objektiv - kommunisterne tror at deres moral er objektiv. Folk som tror at de er i stand til at afgøre hvad der objektivt set er moral - og det er religiøs tænkning - tror også at de er i stand til at afgøre hvad der er rigtigt og forkert for andre. Når man sætter dette sammen med den oprindelige tro, som er at de standarter for rigtigt eller godt og forkert eller ondt, som man tro objektive, er umiddelbart tilgængelige for alle fra naturens hånd, og at alle implicit er enige i dem og tror på dem; så drives den troende til den konklusion, at de som handler i modstid med trossystemet, gør dette af ren foragtende trods mod naturen. Dette betyder at når kommunisten eller anarko-kapitalisten ser nogen begå en 'forbrydelse' i mod den sande og objektive moral, så ser den troende virkeligt en, der er så opsat på at gøre 'ondt', at kætteren kan gå imod sin egen natur og begå handlingen. Så naturligvis ønsker den troende at straffe og eller genopdrage gerningsmanden.

LT: Ja her kan vi se en forskel på liberalistister og kommunister. Mange af kommunisterne har et blødt hjerte, og vil genopdrage kætterne. De liberale har kolde hjerter og vil straffe os.

. . .

Flere af de andre i lokalet, som tidligere kun havde deltaget i debatten med bifald og tilråb, begyndte nu at deltage aktivt i ordvekslingen. Desværre fik kirsebærvinen mig til at miste overblikket med hvad der blev sagt og af hvem. Men symposiets videre forløb, med dans og højt humør, får mig til at tro at det ikke er sidste gang at disse to grupper krydser glas og verbale klinger.