Redigerer Erobringen af brødet

Et af [[Peter Kropotkin|Pjotr Kropotkins]] vigtigste værker er La Conquête du Pain (Erobringen af brødet), som han først fik udgivet i Paris i 1892, og bl.a. handler om økonomiske værdi- og arbejdsteorier.
* Hele værket kan læses på fransk: http://membres.lycos.fr/ereca/pain.htm
* eller på engelsk: http://dwardmac.pitzer.edu/Anarchist_Archives/kropotkin/conquest/toc.html

Her følger tre små uddrag af Erobringen af Brødet fra 1892. Disse uddrag stammer fra [[Anarkistisk Læsebog]] udgivet på dansk af [[Forlaget Pirattryk]].

==Erobringen af brødet==
===Erobringen af brødet===
Ved at sætte "anarkiet" som ideal for politisk organisation, gør vi ikke andet end at give udtryk for en klar tendens ved menneskeligt fremskridt. Hver gang udviklingen i de europæiske samfund har tilladt det, har folket rystet autoriteterne af sig og lavet udkast til et system baseret på principperne om individuel frihed. Og historien viser os, at de perioder, hvor magthaverne blev styrtet som følge af delvist eller alment oprør, også har været perioder med pludselige fremskridt på det økonomiske og intellektuelle område. Sådan var det efter frigørelsen af kommunerne, hvor frie laug ved frit arbejde rejste bygningsværker, der aldrig siden er blevet overgået. Sådan var det efter de store bondeopstande, som skabte reformationen og satte pave dømmet i fare. Sådan var det også med det samfund, der blev skabt på den anden side af Atlanterhavet af misfornøjede fra den gamle verden; et samfund, som et kort øjeblik var frit.

Og hvis vi iagtiager de civiliserede nationers nuværende udvikling, lægger vi mærke til en umis ken delig tendens til at indskrænke magthavernes virkefelt og overlade stadig større frihed til den en kelte. Sådan er den nuværende udvikling, selvom den ganske vidst bliver hæmmet af forvrøvlede gamle in stitutio ner og fordomme, der er nedarvede fra fortiden. Som al udvikling venter den bare på, at revolutionen skal fjerne det gamle skrammel, der står i vejen for den og dermed give frit løb for et nyt samfund.

Efter lang tids forsøg på at løse det uløselige problem - problemet med at skaffe sig et styre, "som kan tvinge individet til lydighed uden selv at ophøre med at tjene samfundet" - forsøger menneskeheden til sidst at befri sig fra alle former for herredømme, den vil tilfredsstille sin trang til organisation ved fri over enskomst mellem individer og grupper med fælles mål. Den mindste territoriale enheds uafhængighed bliver et tvingende behov, gensidig overenskomst træder i stedet for lov, og særinteresser reguleres mod et fælles mål, som går på tværs af de nuværende grænser.
Der bliver nu sat tvivl ved alt, der før var magthavernes opgaver. Ting ordnes lettere og bedre uden magthavernes indblanding. Ved at studere de fremskridt, der er gjort i denne retning, kommer vi til den slutning, at menneskeheden søger at indskrænke myndighedernes virksomhed til nul, d.v.s at afskaffe staten, denne personificering af uretfærdighed, undertrykkelse og privilegier.

Vi kan allerede skimte en verden, hvor individet ikke længere er bundet af love, men kun af sam fundsmæssige hensyn - et resultat af det behov, vi alle føler, for at søge støtte, samarbejde og sympati hos vore medmennesker.

Idéen om et samfund uden stat vil sikkert vække lige så mange indvendinger som den statsøkono mi ske idé om et samfund uden privat kapital. Vi er alle opflasket med fordomme om, at staten repræsenterer et slags forsyn. Al vor opdragelse, fra undervisningen i de romerske traditioner til de byzanti ske love, den såkaldte romerret, og alle de forskellige fag, der undervises i ved universiteterne, har vænnet os til at tro på magthavernes og stats-forsynets fortræffelighed.

Hele filosofiske systemer er blevet udarbejdet og forkyndt for at opretholde denne fordom. Retsteo rier opstilles i det samme øjemed. Al politik bygger på dette princip, og uanset politisk farve kommer enhver politiker altid til folket og siger: "Giv mig magten. Jeg vil og kan befri jer fra den elendighed, der holder jer nede."

Fra vuggen til graven bliver alle vores handlinger ledet af dette princip. I alle bøger om sociologi eller retsvidenskab indtager styremagternes organisation og handlinger så meget plads, at vi bliver ledet til at tro, at der ikke findes noget andet end myndigheder og statsmænd. Pressen gentager den samme lektie igen og igen. Spalte op og spalte ned vies folketingsdebatterne og politikernes intriger, mens landets uendeligt store dagligliv kun omtales i pressen i forbindelse med økonomiske spørgsmål, retssager, eller i sager hvor politiet er indblandet. Når man læser disse aviser, tænker man knap nok på de utallige individer - faktisk hele menneskeheden - som lever og dør, lider, arbejder og forbruger, tænker og skaber uden forbindelse med de få opblæste personligheder, som vi af uvidenhed har forstørret i den grad, at deres skygge dækker hele menneskeheden. Men så snart vi bevæger os væk fra papiret til selve livet og betragter samfundet, bliver vi slået af, hvor uendelig lille en betydning styremagterne har.

Når man afskaffer ejendommen, vil det blive helt umuligt at organisere sig efter princippet om par lamentarisk repræsentation. Det absolutte monarki kunne passe til et samfund baseret på slaveri. Et samfund baseret på lønsystemer og kapitalistisk udbytning af masserne finder sit politiske udtryk i parlamentarismen. Men et frit samfund, der tager fællesarven i besiddelse, må gennem frie gruppedannelser og frie føderatio ner af grupper søge en ny ordning, der passer til historiens nye økonomiske udviklingstrin.
De anarkistiske idéer i almindelighed og idéerne om ekspropriation i særdeleshed har langt større tilslutning, end man tror, blandt selvstændige mennesker og blandt de, der ikke sætter lediggang som det højeste ideal. "Men," siger vores venner ofte, "Pas på ikke at gå for langt! Mennesket lader sig ikke foran dre på en dag. Gå derfor ikke for hurtigt frem med jeres planer om ekspropriation og anarki. Ellers risikerer i ikke at opnå varige resultater."

Men det, vi frygter med hensyn til ekspropriation, er akkurat det modsatte. Vi er bange for ikke at gå langt nok, for at gennemføre eksproprieringen i alt for lille en målestok til, at den kan blive varig. Vi ønsker ikke, at de revolutionære impulser skal standses på halvvejen, at revolutionen skal udmattes af ufuld stændige tiltag, som ingen kan være tilfredse med. Hvis man i samfundet frembringer en voldsom omvælt ning, der sætter en stopper for samfundets sædvanlige gøremål, vil sådanne tiltag være utilstrækkelige. Den almindelige misfornøjelse vil sprede sig og uundgåeligt føre til sejr for reaktionen.

I en moderne stat eksisterer der nemlig forhold, som er umulige at ændre, hvis man forsøger at tage hver del for sig. De forskellige hjul i den økonomiske organisation er så nøje forbundet, at man ikke kan forandre et af dem uden at forandre dem alle. Dette opdager man så snart man forsøger at ekspropriere et eller andet. Alt hænger sammen i vores samfund, og det er umuligt at reformere noget som helst uden at få det hele til at vakle. Den dag man angriber privatejendommen i en af dens former - som grundejendom eller industri - bliver man nødt til at angribe den i alle dens former.

Hvis et by- eller landsbysamfund vil sikre alle sine indbyggere det nødvendige (og begrebet nød vendigt kan strækkes helt til luksus), vil det være nødt til at bemægtige sig alt, der er uundværligt i produk tionen, d.v.s. jord, maskiner, fabrikker, transportmidler o.s.v. Den kapital, som nu findes i private hænder, må eksproprieteres og gives tilbage til fællesskabet.

Det vi klandrer det borgerlige samfund for, er nemlig ikke bare, at kapitalisterne ved ethvert industri eller handelsforetagende rager så meget til sig, at de kan leve uden at arbejde; hovedanklagen er, at al produktion har taget en helt forkert drejning. Dens formål er nemlig ikke at sikre alles velfærd, og derfor må den forkastes.

Sådan som produktionen af varer drives idag, kan den umuligt tjene det fælles bedste. Hvis det var tilfællet, måtte kapitalisten opgive sin funktion og gøre det, han ikke kan gøre, så længe han er, det han er: en privat driftsherre, som søger at berige sig selv. Den kapitalistiske samfundsorden, der bygger på den enkelte driftsherres personlige interesser, har givet samfundet alt det, man kunne forvente: den har ført til, at arbejderen producerer mere. Idet kapitalisten drog fordel af den revolution, dampkraften skabte i industrien, af den hurtige udvikling i kemi og mekanik, og af andre opfindelser i dette århundrede, gik han ind for at øge udbyttet af menneskeligt arbejde til egen fordel, hvilket i høj grad lykkedes. Men at tildele ham en anden opgave ville være tåbeligt. Hvis vi f.eks. forlangte, at han skulle lade dette øgede udbytte af arbejdet komme hele samfundet til gode, ville dette være at forlange næstekærlighed og godhed, men et kapitalistisk foretagende kan ikke bygge på godhed.

Det er nu op til samfundet at udvikle denne øgede produktivitet, der idag er begrænset til visse industrier, og anvende den i alles interesse. Men det er klart, at for at sikre alles velvære, må samfundet overtage alle produktionsmidlerne.

Sin vane tro vil økonomerne utvivlsomt minde os om den relative velfærd, unge, stærke og faglærte arbejdere i visse industrier har opnået under det nuværende system. Det er altid dette mindretal, man peger på med stolthed. Men denne velfærd, som kun er de færreste forundt, giver den dem nogen sikkerhed? Måske vil skødesløshed, ligegladhed eller griskhed fra arbejdsherrernes side allerede i morgen føre til, at disse privilegier kastes på gaden, og således må de betale for den velstand, de har haft, med måneder eller års nød og elendighed. Hvor mange gange har vi ikke set, at vigtige industrier (tekstil, jern, sukker o.s.v.) har ligget nede eller gået tilbage som følge af spekulationer, naturlige forandringer af produktionsmetoder eller på grund af kapitalisternes egen indbyrdes konkurrence! Vigtige industrier som tekstil- og maskin industrien har for nylig gennemgået de kriser, der særligt kendetegnes ved periodisk produktiosstop.

Men hvad skal vi så sige om den pris, der betales for den relative velfærd, som enkelte grupper af arbejdere har? For det er på bekostning af landbruget, ved en skammelig udbytning af bønderne og ved massernes elendige kår, at denne velfærd opnås. I modsætning til dette lille mindretal af arbejdere, der ny der godt af en hvis velstand, hvor mange er der ikke, der lever fra hånden til munden uden fast dagsløn og klar til at gå hvorhen, der er brug for dem? Hvor mange bønder arbejder ikke 14 timer om dagen for en slik eller ingenting! Kapitalen affolker landsbyer, udbytter kolonierne og de lande, der har en mindre udviklet industri. Ved ikke at give arbejderne en teknisk uddannelse tvinges flertallet til middelmådighed i sit eget fag.

Og dette er ingen tilfældighed. Det er en nødvendig følge af det kapitalistiske system. For at betale visse grupper af arbejdere, må bønderne i vore dage være samfundets pakæsel. Der må være en flugt fra landsbyen til byen. Små firmaer må ophobes i storbyernes rådne forstæder og fabrikere tusind ting af dårlig kvalitet for næsten ingenting, for på den måde at gøre de store firmaers produkter tilgængelige for købere med dårlig løn. For at de dårlige klæder skal kunne omsættes blandt underbetalte købere, må de laves af skræddere med en sulteløn! For at arbejderne i nogle priviligerede industrier skal få en slags begrænset velfærd under det kapitalistiske system, må de vestlige lande udbytte koloniområdernes tilbagestående lande.
Den nuværende ordnings værste side består derfor ikke i, at produktionens "merværdi" går til kapi talisten, som Robertus og Marx har hævdet. På den måde indsnævrer de bare begrebet socialisme og reducerer forståelsen af det kapitalistiske herredømme. Merværdien er i sig selv bare en følge af dybere årsager. Problemet består i, at der overhovedet findes en "merværdi" i stedet for et overskud, der forbruges af hvert slægtsled. For hvis der skal være en "merværdi", må mænd, kvinder og børn tvunget af sult sælge sin arbejdskraft for en lille del af det, denne arbejdskraft producerer eller ville være i stand til at producere.

Men dette problem vil vare så længe, det, der er nødvendigt for produktionen, kun tilhører nogle få. Så længe mennesket er tvunget til at betale afgift til ejendomsbesidderne for at få lov til at dyrke jorden eller starte en maskine, og så længe det står ejeren helt frit at producere de varer, der giver størst mulighed for profit - istedet for flest muligt af de varer, der er livsnødvendige for alle - kan en lille del af samfundets velfærd kun opretholdes ved flertallets nød og elendighed. Det er i virkeligheden ikke nok at fordele det overskud, en industri skaber, mellem arbejderne i denne industri, hvis man samtidig er nødt til at udbytte tusinder af arbejdere i andre industrier. Det gælder om at producere den størst mulige sum af de produkter, der er nødvendige for alles velfærd, med mindst muligt forbrug af menneskelige kræfter.

Dette helhedssyn kan ikke være en privat ejers sag. Derfor må samfundet som helhed, idet det sætter sig dette ideal, eksproprietere alt, som øger velfærden ved at skabe rigdom. Det må tage jorden, fabrikkerne, minerne, transportmidlerne o.s.v. i besiddelse, og derefter finde ud af, hvad der er i alles inte resse at producere. Afgørelsen om produktionsmetoder og produktionsmidler må tages af hele samfundet.

Visse kollektivistiske forfattere ønsker, at man skal skelne mellem kvalificeret eller uddannet ar bejds kraft og manuel arbejdskraft. De hævder, at én af ingeniørens, arkitektens eller lægens arbejdstimer bør regnes som to eller tre af smedens, murerens eller sygeplejersken. Og samme distinktion, mener de, må gøres mellem arbejdere i erhverv, som kræver en kortere eller længere læretid, og almindelige løsarbejdere.

Men at lave denne distinktion vil være at fastholde alle de forskelle, der findes i samfundet, som det er nu. Dette betyder, at man på forhånd trækker en skillelinie mellem arbejderne og dem, der gør krav på at styre dem. Dette er at dele samfundet i to helt adskilte klasser, hvor kundskabens aristokrati er hævet over massen med de barkede næver, som må være deres tjenere. Masserne må ved sine hænders arbejde brødføde og underholde et kunskabsaristokrati, som benytter sin lediggang til at lære at herske over de masser, de bliver underholdt af. Det vil være at starte forfra på det nuværende samfunds særtræk og give dem sin anerkendelse gennem den samfundsmæssige revolution. Det vil være at gøre et misbrug, man idag for døm mer vort gamle faldeværdige samfund for, til et princip.

Vi ved hvilke svar, de vil give os. De vil snakke om "videnskabelig socialisme"; de vil citere bor gerlige økonomer og Marx med for at bevise, at en lønskala har sin berettigelse, fordi ingeniørens "arbejdskraft" har kostet samfundet mere end grøftegraverens "arbejdskraft". Har økonomerne faktisk ikke forsøgt at vise os, at når ingeniøren får udbetalt tyve gange mere end grøftegraveren, så er det fordi, de "nødvendige" omkostninger ved at uddanne en ingeniør, er større end de "nødvendige" omkostninger ved en grøftegravers uddannelse? Og har Marx ikke påstået, at det er lige så logisk at skelne mellem forskellige typer af manuelt arbejde? Han kunne ikke komme til en anden slutning, fordi han for egen regning har gen taget Ricardos teori om værdien og hævdet, at varebyttet sker i forhold til mængden af det arbejde, der er samfundsmæssigt nødvendigt for at producere varerne.

Men vi ved også hvad, der ligger under her. Vi ved, at hvis en ingeniør, en videnskabsmand eller en læge får 10 eller 100 gange så stor betaling som en arbejder, og hvis en væver får tre gange så meget som en landbrugsarbejder og ti gange som tændstiksarbejderen, så skyldes dette ikke deres "produktions om kost ninger". Det skyldes undervisningsmonopol eller et industrimonopol. Ingeniøren, videnskabsmanden og lægen udnytter ganske enkelt en kapital - sit eksamensbevis - på samme måde som borgeren udnytter en fabrik, eller som adelsmanden udnytter sine medfødte privilegier.
Hvis en driftsherre betaler ingeniøren tyve gange så meget som arbejderen, så skyldes det en simpel beregning. Hvis ingeniøren kan spare ham for 100.000 kr. om året i produktionsomkostninger, betaler han gerne 20.000 kr. for dette. Og hvis driftsherren har en opsynsmand, som er i stand til at drive arbejderne så produktionen øges med 10.000 kr., så skynder han sig at give ham to eller tre tusinde mere om året. Drifts herren giver tusind kroner ud, når han regner med at få ti tusinde ind, sådan er kapitalherredømmets væsen. På samme måde vurderes forskellene i de manuelle brancher.

Man skal derfor ikke komme til os og snakke om de "produktionsomkostninger", der har fordyrret kvalificeret arbejde, og fortælle os, at en student, der har haft glade dage ved universitetet, har ret til en ti gange så høj løn som den landarbejderen får. Omkostningerne ved at oplære en væver er ikke fire gange så store som omkostningene ved at oplære en landarbejder. Væveren nyder simpelthen gavn af de fordele industrien i Europa har i forhold til lande, der endnu ikke har en industriproduktion, og desuden af de privi legier, enhver stat giver industrien på bekostning af landbruget.
Ingen har endnu beregnet "produktionsomkostningerne" for dem, der skaber produkterne. Selvom det er klart, at en dagdriver koster samfundet mere end en arbejder, er der blot tilbage at finde ud af, om ikke en stærk arbejder koster mere end en håndværker, når vi tager den høje barnedødelighed, mangelsyg dommene og den lave levealder blandt arbejderne med i betragtningen.

Efter vores mening er lønskalaen et meget kompliceret produkt af skattesystemet, magthavernes formynderi og monopolkapitalismen - kort sagt af staten og kapitalen. Derfor vil vi hævde, at alle teorier om lønskalaen er efterrationaliseringer, som søger at retfærdiggøre den uret, der findes idag, og at vi ikke behø ver at tage hensyn til dem.

De tjenester, som gøres samfundet, hvadenten det er arbejde i fabrikkerne, på jorden, eller tjenester af intellektuel art, kan ikke værdsættes i penge. Der kan ikke gives nogen nøjagtig værdimålestok, hverken for det, man har kaldt bytteværdien eller for brugsværdien i forhold til produktionen. Hvis to personer i forskelligt erhverv år efter år med samme lyst arbejder fem timer om dagen for fællesskabet, vil vi sige, at deres arbejde i det store og hele er ligeværdigt. Men vi kan ikke stykke deres arbejde op og sige, at produk tet af hver enkelts arbejde hver dag, hver time, hvert minut, til enhver tid har samme værdi.

Man kan groft sige, at den mand, der hele sit liv har arbejdet ti timer om dagen, har ydet samfundet mere end ham, der kun har arbejdet fem timer om dagen eller overhovedet ikke har arbejdet. Men vi kan ikke tage det, han har lavet i løbet af to timer og sige, at dette arbejdsprodukt er dobbelt så meget værd som det, den anden har lavet i løbet af en time, og aflønne dem i forhold til dette. Det ville være at overse alt det sammensatte i det nuværende samfunds industri, jordbrug, og i tilværelsen som helhed. Det ville være at lukke øjnene for, i hvor høj grad alt det arbejde, individet udfører, er et resultat af hele samfundets tidligere og nuværende arbejde. Det ville være at tro, vi befandt os i stenalderen, mens vi befinder os i stålalderen.

Hvis man går ned i en kulmine, vil man finde en arbejder ved en kæmpemæssig maskine, der hejser en kurv op og ned. I hånden holder han et håndtag, som han bruger til at betjene maskinen. Han sænker håndtaget og elevatoren farer tilbage på et øjeblik. Han sender elevatoren op og ned af skakten med en svimlende fart. Med spændt opmærksomhed følger han med øjnene en viser på væggen, som på en fin skala angiver, hvor på et hvilket som helst tidspunkt elevatoren befinder sig i skakten. Når viseren har nået et bestemt punkt, standser han pludselig elevatoren, ikke en meter højere eller lavere end han havde tænkt sig. Så snart minearbejderne har tømt vognene for kul og skubbet dem væk, drejer han på håndtaget, og sender atter elevatoren i dybet.

Hver dag må han holde denne anstrengende opmærksomhed otte-ti timer i træk. Hvis han mister koncentrationen et øjeblik, kan elevatoren støde mod maskineriet, knuse hjulene og rive taget af, knuse mennesker og standse alt arbejde i minen. Taber han tre sekunder i hvert løft, vil udbyttet i vore moderne, velindrettede miner blive fra tyve til femten tons mindre.

Er det denne arbejder, der er til størst nytte i minen? Er det fyren, der signalerer til ham nedefra om at sende elevatoren op? Er det minearbejderen, som hvert øjeblik vover livet på bunden af skakten, og som måske en dag vil blive dræbt af minegas? Eller måske ingeniøren, som ved blot en enkel regnefejl kan ramme forbi kul-lejet og komme til at bore i sten? Eller måske ejeren, der har satset hele sin formue, og som måske i strid med eksperternes råd har hævdet, at man kunne finde udmærket kul her?

Alle dem, der er knyttet til minen bidrager til at udvinde kul, hver med sine kræfter, sin energi, sin viden, sin forstand og sin dygtighed. Vi kan sige, at alle har ret til at leve, til at tilfredsstille sine behov, til og med sine luner efter at alle er sikrede de livsnødvendige behov. Men hvordan skal vi kunne vurdere hver enkelts arbejde?

Og er det kul, de har udvundet, et resultat af deres arbejde? Er det ikke også et resultat af det ar bejde, der har bygget jernbanen, der fører til minen, eller de veje, der fører fra stationerne? Er det ikke også et resultat af arbejdet med at pløje og så markerne, udvinde jern, hugge tømmer i skogen, bygge maskinerne til at brænde kullet o.s.v.?

Det er helt meningsløst at adskille den enkeltes arbejde og værdsætte det adskilt fra det samlede arbejde og bruge arbejdstimerne som mål. Der er kun en mulighed tilbage: den at sætte behovene over arbejdet, og først og fremmest erkende retten til at leve, og dernæst retten til at leve godt, for alle der på en eller anden måde tager del i produktionen.

Som vi har hævdet andre steder, var fattigdommen den første årsag til rigdommen. Det var den, der skabte den første kapitalist. Dette skyldes, at før ophobningen af "merværdi", som vi hører så meget om idag, måtte der findes fattigfolk, der var villige til at sælge sin arbejdskraft for at undgå sultedøden. Det var fattigdommen, der skabte kapitalisterne. Når antallet af fattige steg så voldsomt i løbet af middelalderen, skyldtes det, de invasioner og krige, som fulgte med statsdannelserne, og den vækst i rigdomme, som ud plyndringerne af Østen resulterede i. Disse to årsager brød de bånd, der tidligere forenede by- og landkommunen, og istedet for det fællesskab, de tidligere praktiserede, førte det til forkyndelsen af det lønnings princip, som udbytterne er så glade for.

Men skal den revolution, man vover at kalde "samfundsrevolutionen" - det navn, de udsultede, de lidende og de undertrykte holder så højt - slå dette princip fast?

Det må aldrig ske. For den dag de gamle institutioner falder for proletarens økse, vil man høre stem mer som råber: "Brød, boliger og velvære til alle!" Og disse stemmer skal blive hørt. Folket vil sige: "Lad os begynde med at tilfredsstille de behov for liv, glæde og frihed, vi aldrig har fået tilfredsstillet. Og når alle har følt denne lykke, skal vi gå til værks: Udslettelse af de sidste spor af det borgerlige herredømme, af den moral, der er hentet fra regnskabsbøgerne, af filosofien om 'debit og kredit', af institutionerne for 'dit og mit' ". "Ved at ødelægge bygger vi op", sagde Proudhon. Vi skal bygge i kommunismens og anarkismens navn.

===Teori og praksis===
Når vi drøfter de forhold, der efter vores mening må efterfølge den kommende revolution, får vi ofte at vide: "Alt dette er teorier, som vi ikke behøver at beskæftige os med. Lad os lægge dem til side og tage fat på praktiske sager (valgspørgsmål o.s.v.). Lad os forberede arbejderklassens magtovertagelse, og senere kan vi se, hvad revolutionen vil medføre." Der er imidlertid noget, der får os til at tvivle på rigtigheden og til og med oprigtigheden af denne tankegang. De, der hævder dette, har selv sine færdige teorier om organiseringen af samfundet, lige så snart revolutionen er der. Snarere end at se bort fra teorierne holder de fast ved dem, spreder dem, og alt, de gør nu, er bare en logisk følge af dette synspunkt. "Lad os ikke drøfte disse teoretiske spørgsmål," betyder egentlig blot: "Sæt ikke vores teori under debat, men hjælp os med at bringe den ud i livet."

Der findes i virkeligheden ikke en eneste avisartikel, hvor forfatteren ikke får sneget sine idéer om samfundet, sådan som han opfatter det, ind. Udtrykkkene "arbejderstat," "statens organisering af produk tion og omsætning," "kollektivisme" (et fælleseje af produktionsmidlerne, der forkaster fælleseje af det, der produceres), "partidiciplin" o.s.v. alle disse udtryk finder man stadigt i avisartikler og brochurer. De, der la der som om, de ikke tillægger "teorierne" nogen betydning, gør alt, de kan, for at sprede deres egne. Og mens vi undgår den slags diskussioner, udbreder de sine tanker og strør om sig med sine vildfarelser, som det en dag vil blive nødvendigt at bekæmpe.

Dette er forresten helt naturligt. Det strider mod den menneskelige forstand at kaste sig ud i et ned rivningsarbejde uden at have gjort sig en forestilling om de væsentlige træk ved det, der skal erstatte det, der skal rives ned. "Vi vil oprette et revolutionært diktatur," siger nogen - "Vi vil udnævne en regering valgt blandt arbejderne og overlade det til den at organisere produktionen," siger andre. - "Når kommunerne gør oprør, skal alt gøres i fællesskab," siger atter andre. Men uden undtagelse har alle en eller anden forestilling om fremtiden, som de holder fast ved, og denne forestilling virker bevidst eller ubevidst ind på deres hand lemåde i det aktuelle forberedende arbejde.

Det gavner os altså intet at undgå disse "teoretiske spørgsmål," tværtimod, hvis vi vil være prakti ske, må vi fra idag lægge frem og drøfte alle sider af vort ideal, den anarkistiske kommunisme.

Desuden, hvis vi ikke skal udvikle, diskutere og udbrede dette ideal under den relativt rolige peri ode, vi nu gennemgår, hvornår skal vi så gøre det ? Skal det først være på den dag, hvor det i røgen fra barrikaderne og på ruinerne af det sammnestyr tede bygningsværk bliver nødvendigt at åbne dørene til en ny fremtid? Hvor det gælder om at have taget en fast beslutning og have en fast vilje til at føre den ud i livet? Da vil der ikke længere være tid til at diskutere. Der må handles i selve øjeblikket, på den ene eller anden måde.

Det, der har gjort, at de tidligere revolutioner ikke har givet det franske folk alt, hvad det havde ret til at vente sig af dem, er ikke, at det har diskuteret formålet med den revolution, det følte skulle komme, for meget. Arbejdet med at bestemme målet og undersøge det, der skulle gøres, har altid været overladt til le derne, og lederne har, som man kunne forvente, altid forrådt folket. Det er ikke det, at folket har haft en færdig teori, der har hindret det i at handle, men det at de ikke har haft en. I 1848 og 1870 vidste borger ska bet meget vel, hvad det skulle foretage sig, den dag folket styrtede regeringen. Det vidste, at det skulle tage magten, lade den godkendes ved valg, bevæbne småborgerne mod folket, og at det ved hjælp af hæren, ka nonerne, kommunikationsmidlerne og pengene ville sende sine lejesoldater mod arbejderne, den dag de vo vede at gøre krav på sine rettigheder. De vidste, hvad de havde tænkt sig at gøre på revolutionens dag.

Men folket vidste ikke, hvad de ville. I politiske spørgsmål gentog det efter borgerskabet: Republik og almindelig stemmeret i 1848, i marts 1871 sagde det med borgerskabet: "Kommunen." Men hverken i 1848 eller 1871 havde de nogen klar forestilling om, hvad de måtte tage fat på for at løse spørgsmålet om brød og arbejde. "Arbejdets organisering, " parolen fra 1848 (et spøgelse, der for nylig er blevet vækket til live igen af de tyske kollektivister) var et udtryk så svævende, at det ikke sagde noget. Den samme ube stemte kollektivisme fra Internationale gjorde sig gældende i 1869 i Frankrig.

Hvis man i marts 1871 havde spurgt alle dem, der arbejdede for oprettelsen af kommunen, om hvad der måtte gøres for at løse spørgsmålet om brød og arbejde - hvilken larm af modstridende svar ville man så ikke have fået? Skulle man i Pariserkommunens navn tage værkstederne i besiddelse? Skulle man røre ved husene og efter oprøret erklære dem for byens ejendom? Skulle man tilegne sig alle madvarerne og organi sere fordelingen? Skulle man erklære Paris' samlede rigdomme for det franske folks fælles ejendom og bruge disse magtmidler til at frigøre hele nationen? Ingen af disse spørgsmål fandtes der en klart udformet mening om blandt folket. Internationale, der var optaget af de aktuelle stridigheder, forsømte at diskutere disse spørgsmål til bunds. "Dette er det rene opspind, det er teorier, i forkynder os" - blev der råbt til dem, der tog det op, og når man snakkede om den samfundsmæssige revolution, begrænsede man sig til at be skrive den med vage udtryk som frihed, lighed og broderskab.
Tanken om at udarbejde et fuldt færdigt program i tilfælde af en revolution er os fjern. Sådan et program vil bare være en hindring for handling, mange ville til og med benytte det til spidsfindigheder som dette: "eftersom vi ikke kan virkeliggøre vores program, så lad os ikke gøre noget som helst, men hellere spare vores dyrebare blod til en bedre anledning." Vi ved meget vel, at enhver folkelig bevægelse er et skridt mod den samfundsmæssige revolution. Den vækker oprørsånden, den vænner en til at betragte den bestående orden (eller rettere sagt den bestående uorden), som særdeles ustabil, og man må have en tysk parlamentarikers tåbelige arrogance for at spørge: "Hvad har den store revolution eller kommunenes revolution gavnet?" Hvis Frankrig er revolutionens for trop, og hvis det franske folk er revolutionært i holdning og sindelag, er det netop, fordi det har udført så mange af den slags revolutioner, som forkastes af fæhovederne og de doktrinære.

Men det er vigtigt for os at definere det mål, vi stræber mod. Og ikke bare at definere det, men at holde det frem i ord og ved handling for på den måde at gøre det afholdt, så afholdt at det på revolutionens dag råbes ud af alle. Det er en opgave større og mere nødvendig end man sædvanligvis forestiller sig. For selv om dette mål er levende for et lille mindretal, så gælder dette ikke for de store masser, der bearbejdes på alle måder af den borgerlige presse såvel som den liberale, den kommunistiske, den kollektivistiske o.s.v. o.s.v.

Vores handlemåde idag og i fremtiden afhænger af dette mål. Forskellen mellem den anarkistiske kommunist, den autoritære kollektivist, jakobineren og tilhængeren af den selvstyrende kommune ligger ikke bare i forestillingerne om et mere eller mindre fjernt ideal. Den kommer ikke kun til syne på revolutio nens dag, den viser sig allerede idag i hver eneste sag, i hver vurdering, hvor lille den end er. På dagen for revolutionen vil statskollektivisten løbe hen og installere sig på Paris' rådhus, og derfra vil han udsende sine forordninger om administrering af ejendom. Han vil prøve at opbygge et fast styre, som vil stikke sin næse i alt lige ind til det at føre statistik over og bestemme "antallet af ænder i Andeby". Tilhængeren af den selvstyrende kommune vil på samme måde løbe til rådhuset, og også han vil indsætte sig som regering. Samtidig vil han vil han forsøge at gentage kommunen fra 1871 og dens historie ved at forbyde, at der røres ved den hellige ejendomsret, så længe kommunerådet ikke har fundet det gunstigt at gøre det. Men den anarkistiske kommunist vil straks gå hen og tage værkstederne, husene, kornkamrene, kort sagt hele den samfundsmæs sige rigdom i besiddelse. Han vil forsøge at organisere produktion og forbrug i fællesskab i hver kommune og gruppe, for på den måde at sørge for behovene i alle kommuner og de sammensluttede grupper.

Den samme forskel gør sig gældende i alle forhold i dagliglivet. Eftersom ethvert menneske forsø ger at opretholde en vil overensstemmelse mellem mål og midler følger det, at den anarkistiske kommunist, statskollektivisten og tilhængeren af den selvstyrende kommune viser sig at være uenige på alle punkter af den forestående kamp.

Denne forskel findes, lad os ikke forsøge at lukke øjnene for den. Lad enhver af os tværtimod lægge vores mål åbent frem, og så vil diskussionen, som foregår i grupperne hele tiden, hver dag, hvert øjeblik, i modsætning til den personlige polemik, der foregår i aviserne, udvikle en fælles idé blandt masserne, som de fleste en dag vil tilslutte sig.

Med hensyn til dagens forhold, så har vi fælles aktionsområder, hvor alle kan handle samlet. Det er kampen mod kapitalen og kapitalens støttepiller - myndighederne. Hvilke tanker vi end har om organiserin gen af det fremtidige samfund, er der et punkt, alle oprigtige socialister er nået frem til: ekspropriation af kapitalen må følge af den kommende revolution. Derfor må enhver kamp, der forbereder denne eksproprie tering, enstemmigt støttes af alle socialister, uanset hvilken retning de tilhører. Desto mere de forskellige grupper mødes på dette fælles område og alle de, begivenhederne selv peger ud, desto lettere vil en fælles forståelse om det, der skal gøres under revolutionen, komme i stand.
Men lad os huske, at hvis en mere eller mindre almen opfattelse skal kunne fremstå hos masserne på revolutionens dag, må vi ikke forsømme at udvikle vort ideal om samfundet, som det bør fremstå af revolu tionen. Hvis vi vil være praktiske, så lad os udvikle det, som reaktionære af alle afskugninger har kaldt "utopier, teorier." Teori og praksis må være et, hvis vi skal lykkedes.

===De politiske rettigheder===
Hver dag hører vi den borgerlige presse i høje vendinger lovprise betydningen og rækkevidden af den poli tiske frihed, af "borgernes politiske rettigheder" såsom almen stemmeret, frie valg, presse frihed, forsam lingsfrihed o.s.v.

"Når i har denne frihed," bliver det sagt, "hvad skal det da tjene at gøre oprør? Sikrer denne frihed ikke muligheden for nødvendige reformer, uden at i behøver at gribe til våben?" Lad os da undersøge hvad denne berømte "politiske frihed" er værd set fra vores synspunkt, fra den klasses synspunkt, som ingenting ejer, som ikke regerer over nogen, og som har meget få rettigheder og mange pligter.

Vi hævder ikke, som det af og til er blevet påstået, at de polijtiske rettigheder ikke har nogen som helst værdi for os. Vi ved godt, at der siden livegenskabets tid og i det sidste århundrede er gjort visse frem skridt; den almindelige mand er ikke længere frataget alle rettigheder, som han var engang. En fransk bonde kan ikke piskes på gaden, som bønderne stadig bliver det i Rusland. På of fentlige steder udenfor arbejds pladsen anser arbejderen , især i de store byer, sig selv som lige mand med hvem som helst. Den franske ar bejder er ikke længere det væsen uden menneskelige rettigheder, som adelen tidligere betragtede som pak æsel. Takket være revolutionerne, takket være det blod, folket har udgydt, har vi opnået visse personlige rettigheder, som vi ikke vil undervurdere værdien af.

Men vi forstår at skelne og hævder, at der er forskel på rettigheder. Der findes nogen, der har virke lig værdi, og nogen der ikke har det - og de, der forsøger at blande dem sammen bedrager bare folket. Der er for eksempel retigheder som lighed mellem menigmand og aristokraten i deres private forhold, menneskets legemlige ukrænkelighed o.s.v., som er taget med magt, og som er fol ket kære nok til, at det gør oprør, hvis de skulle blive krænkede. Der er også andre rettigheder som den almindelige stemmeret, pressefrihed o.s.v., som folket har stillet sig ligegyldige til, fordi de meget rigtigt føler, at disse rettigheder, som så udmærket tjener til at beskytte det styrende borger skab mod overgreb fra myndigheder eller aristokrati, ikke er andet end et middel, som de herskende klasser bruger til at opretholde sin magt over folket. Disse rettigheder er ikke engang virkelige poli tiske rettigheder, fordi de ikke beskytter folket mod noget. Når de herskende klas ser til og med pynter dem med denne betegnelse, er det fordi, vores politiske sprog bare er talemåder udarbejdet til deres brug og i deres interesse.

Hvad er de politiske rettigheder så, hvis de ikke er et middel til at beskytte uafhængigheden, vær digheden og friheden for dem, der endnu ikke har styrke til at pålægge andre respekt for disse rettigheder. Hvilken nytte har de, hvis de ikke er et middel til frigørelse for dem, der trænger til fri gørelse. Folk som Gambetta, Bismarck og Gladstone behøver hverken pressefrihed eller forsam lingsfrihed, for de skriver det, de vil, giver udtryk for de idéer, de vil; de er allerede frie. Hvis det er nødvendigt at sikre ytringsfrihed og frihed til at danne grupper for nogen, er det netop for dem, der ikke er stærke nok til at gøre sin vilje gældende. Sådan har oprindelsen været til alle de politiske rettigheder.

Er de omtalte politiske rettigheder set fra dette synspunkt ikke udelukkende bestemt for dem, der har brug for dem?

På ingen måde. Den almindelige stemmeret kan fra tid til anden i nogen grad beskytte borgerskabet mod myndighedernes overgreb, uden at det konstant behøver at gribe til magt for at for svare sig. Den kan bruges til at genoprette ligevægtenmellem to parter, som kæmper om magten, uden at rivalerne behøver at gribe til kniven, sådan som de tidligere gjorde. Men den hjælper intet, hvis det drejer sig om at vælte eller indskrænke regeringsmagten, at afskaffe herredømmet. Den er et udemærket middel til at løse stridigheden imellem de styrende på fredelig vis - men til hvilken nytte er den for dem, der bliver styret?

Siger stemmerettens historie os ikke det? - Så længe borgerskabet frygtede, at den almindelige stemmeret i folkets hånd kunne blive et våben mod de priviligerede, bekæmpede de den ind ædt. Men i 1848 da de fik bevis for, at de ikke behøvede at frygte stemmeretten, men at den tværti mod kunne bruges til at køre folket med stramme tøjler, godtog borgerskabet den straks. Nu er det borgerskabet selv, der forsvarer den, fordi det forstår, at den er et udemærket våben til at opretholde magten, men at den er uden kraft i kampen mod borgerskabets egne privilegier.Det samme gælder for pressefriheden. - Hvilket argument har i borgerskabets øjne været det mest afgørende til fordel for pressefriheden? - dens afmagt! Ja, dens afmagt. Hr. de Girardin har skrevet en hel bog om dette emne, pressens afmagt. "Tidligere," siger han, "brændte man troldmændene, fordi man var tåbelig nok til at tro, at de var almægtige, nu gør man sig skyldig i den samme dumhed med hensyn til pressen, fordi man tror den også er almægtig. Men sådan forholder det sig ikke. Pressen er lige så afmægtig som middelalderens troldmænd. Derfor, ikke mere forfølgelse af pressen!" Sådan var den bevisførelse, hr. de Girardin engang kom med. Og når borgerne nu indbyrdes diskuterer pres sefri hed, hvilke argumenter anfører de så til dens fordel? "Se på England, Schweitz og USA," siger de. "Har vi ikke alle midler til at kvæle pressens stemme, uden at vi behøver at ty til vold? Og desuden, hvis den revolutionære presse en dag bliver et farligt våben - den dag har vi sikkert tid nok til straks at skille os af med den under et eller andet påskud."

Den samme tankegang gør sig gældende med hensyn til forsamlingsfriheden. "Lad os give fuld for samlingsfrihed," siger borgerskabet, "det vil ikke ødelægge vores privilegier. Det vi bør frygte er de hem me lige sammenslutninger, og de offentlige foreninger er det bedste middel til at lamme dem. Men hvis de offentlige forsamlinger i et oprørt øjeblik bliver farlige, vil vi altid have midlerne til at forbyde dem, fordi vi har regeringsmagten."
"Hjemmets ukrænkelighed? For Guds skyld, skriv den ind i lovbøgerne, råb den ud," siger de sne dige blandt borgerskabet. "Vi vil ikke have, at politiet skal komme og overraske os i vores hjem. Men vi op retter en hemmelig central for at overvåge de mistænkelige, vi befolker landet med angivere, vi laver kar toteker over farlige personer og fører skarpt opsyn med dem. Og hvis vi en dag finder ud af, at noget går galt, så lad os gå hårdt til værks, lad os blæse på ukrænkeligheden og tage folk på sengen, lad os foretage husundersøgelser og ransagninger. Men lad os frem for alt slå hårdt ned, og hvis der er nogen der skriger for meget op, så lad os også putte dem i hullet og sige til de andre: 'Hvad kan man sige mine herrer, krig er krig. Vi vil blive mødt med bifald!'"

"Brevcensur? Sig det overalt, skriv, råb det ud at brevudvekslingen er ukrænkelig. Hvis postmeste ren i en by åbner et brev af nysgerrighed, så afsked ham øjeblikkeligt og skriv med store bogstaver: 'Sikken et udyr! Sikken en forbryder' Pas på at de små hemmeligheder, vi fortæller hin anden i brevene, ikke bliver kendt. Men hvis vi får færten af en sammensværgelse mod vores privi legier, så lad os ikke genere os, men åbne alle breve og gerne ansætte tusind mand, hvis det kræves. Hvis nogen finder på at protestere, så lad os svare lige så åbent, som en engelsk minister gjorde for nylig, imens parlamentet applauderede: Ja, mine her rer, det er med tungt hjerte og med dyb mod vilje vi lader brevene åbne, men det er udelukkende fordi fæd re landet (det vil sige aristokratiet og borgerskabet) er i fare."

Se så hvad denne såkaldte politiske frihed indskrænker sig til. Presse- og forsamlingsfrihed, hjem mets ukrænkelighed og alt det andet bliver kun respekteret, hvis folket ikke gør brug af disse rettigheder imod de priviligerede klasser. Men den dag folket begynder at bruge dem, for at under grave privilegierne, kastes alle de såkaldte friheder overbord . Dette er helt naturligt. Menneskene har ikke andre rettigheder end dem, de har vundet med magt. De har ikke andre rettigheder, end dem de er klar til når som helst at forsvare med våben i hånd.

Hvis mænd og kvinder ikke piskes i Paris' gader, som det gøres i Odessa, er det kun fordi, den dag myndighederne vovede dette, ville folket knuse dem, der udførte deres befalinger. Hvis en adelsmand ikke mere baner sig vej i gaderne ved, at tjenerne sender stokkeslag til højre og venstre, er det fordi, tjenerne til en sådan herre ville blive slået til jorden på stedet. Hvis der foreligger en hvis lighed mellem arbejderen og arbejdsherren på gader og offentlige steder, er det ikke fordi ar bejderens rettigheder er lovfæstede, men fordi han takket være de foregående revolutioner har en følelse af selvrespekt, der ikke tillader ham at finde sig i arbejdsherrens fornærmelse.

Det er indlysende, at i dagens samfund, delt som det er i herrer og trælle, kan virkelig frihed ikke eksistere. Den vil ikke kunne eksistere, så længe der findes udbyttere og udbyttede, nogen der styrer, og nogen der styres. Af dette følger imidlertid ikke, at vi, indtil den anarkistiske revolution kommer og fejer de samfundsmæssige forskelle væk, ønsker at se pressen kneblet som i Tyskland, forsamlingsfriheden ophævet som i Rusland og den personlige ukrænkelighed indskrænket som i Tyrkiet. Hvor meget vi end er slaver af kapitalen, ønsker vi at kunne skrive og offentliggøre, hvad vi vil, ønsker vi, at kunne mødes og organisere os, som vi vil - netop for at kaste kapitalens åg af os.

Men det er på tide at indse, at det ikke er af grundloven, man skal kræve disse rettigheder. Det er ikke i en lov, i et stykke papir, som kan rives i stykker af de herskende ved det mindste indfald, at vi skal søge beskyttelse for disse naturlige rettigheder. Det er kun ved at optræde som en magt, der er i stand til at gennemføre vor vilje, vi kan opnå at gøre vores rettigheder respekterede.

Vil vi have frihed til at sige og skrive det vi vil? Vil vi have retten til at mødes og organisere os? Så er det ikke et parlament, vi skal gå til og kræve tilladelse; det er ikke en lov, vi skal tigge senatet om. Lad os være en organiseret magt i stand til at vise tænder, hver gang nogen, ligegyldigt hvem, vover at indskrænke vores tale- eller forsamlingsfrihed. Lad os være stærke, og vi kan være sikre på, at ingen vil vove at komme og bestride vor ret til at tale, skrive, trykke og organisere os. Den dag vi kan opnå tilstrækkelig enighed mellem de udbyttede, til at tusinder vil gå ud på gaderne for at forsvare disse rettigheder, den dag vil ingen vove at drage disse eller andre rettigheder, vi vil hævde, i tvivl. Da, og først da, vil vi kunne opnå disse ret tigheder, som vi i i årtier forgæves har kunnet tigge de folkevalgte om. Da vil disse rettigheder være sikrede på en helt ny og tryggere måde, end hvis de påny blev skrevet på papirslapper.

Friheden gives ikke, den må tages.