humanisme

Eftersom jeg ikke selv kunne tage mig sammen til at skrive en tekst fandt jeg dette link i stedet, med en ganske gode tekst om humanisme.

Fra http://www.leksikon.org/art.php?n=3281 :

«Humanisme» var betegnelsen for en tidlig-borgerlig kulturel bevægelse - en bevægelse i renæssancen (14-16. århundrede). De der deltog i denne, arbejdede især med græsk sprog, litteratur, kunst og kultur. Deres arbejde var vendt mod middelalderskolastikken og den katolske kirke - indirekte også mod feudalismen. De mente, at folk skulle lære at tænke med deres egen fornuft i stedet for at holde sig til autoritets-bestemte dogmer (se Dogmatisme). Humanisterne prøvede at nedbryde den kirkelige autoritet. Orienteringen mod den antikke verden var samtidig en orientering i retning af det dennesidige. Humanisterne gik imod de asketiske idealer og opvurderede det sanselige.

«Humanisme» er senere efterhånden blevet betegnelsen for det at gå ind for «humane principper» så som: respekt for menneskeværdet, accept af mennesket, ikke blot som middel, men som mål i sig selv, en holdning om at alle har ret til frihed, opfattelsen af at alle mennesker kan dannes og udvikles i moralsk og politisk forstand.

I «Humanisme og terror» (Paris 1947, tysk oversættelse 1966) siger Merleau-Ponty, at marxisterne har gjort ret i at holde sig fra at vurdere liberale og humane principper som ideer alene. De har gjort noget, han finder mere vigtigt. De har undersøgt, hvilken slags samfundsmæssige ordning disse principper er funktionelle i forhold til. Merleau-Ponty finder det interessant, at de liberale og humane principper er blevet udviklet i lande, som har ført mange krige, og som har etableret imperialistiske kolonistyrer. Sidstnævnte har medført mere blodsudgydelse og undertrykkelse end nogen revolution.

Med udtrykket «den liberale mystifikation» mener Merleau-Ponty en bestemt anvendelse af liberale og humane principper. En anvendelse som har inhumane og ikke-liberale ordninger som sin praktiske konsekvens. «Den liberale mystifikation» er ifølge Merleau-Ponty et kendetegn ved en aggressiv form for liberalisme og humanisme. Den er dogmatisk og fungerer ofte som krigsideologi og motiverer imperialistiske overgreb.

Så snart nogen forsvarer ideen om frihed og humanitet i stedet for at forsvare folks frihed, forvandler frihedsideen sig til et røgslør for voldsmagtens udfoldelse, mener Merleau-Ponty. På baggrund af sine overvejelser siger han noget, som nok er faldet mange for brystet: Det er muligt, at et regime som faktisk vedkender sig voldsanvendelse er mere humant en det som højtideligholder humanismen.

At gennemskue «humanismen» er naturligvis på ingen måde det samme som at forkaste humaniteten som praktisk virksomt princip. Det foregående udtrykker snarere et skel mellem «humanisme» som ideologi og humanisme som praktisk forpligtelse overfor humaniteten. Dermed bliver følgende spørgsmål relevant: Er «humanismen» i dag blevet en trussel mod humaniteten?

Som Marx stærkt fremhævede, er kapitalismen en civilisatorisk udviklingskraft og ikke kun et undertrykkelsesinstrument. Det er givet en misforståelse ensidigt at identificere kapitalismens progressive karakter med evnen til at udvikle produktivkræfterne. Man må også medregne udviklingen af humane og liberale principper og borgerlige ideer om frihed, lighed og solidaritet. Humanitet og liberalitet kan ikke fjernes, uden at barbariet bliver næste trin. Ideologi-kritik af «humanismen» er praktisk nødvendig, men en ideologi-kritik som samtidig indebærer en forkastelse af humaniteten som praktisk princip destruerer sig selv som kritik. Dermed åbner den for barbariet.

af J.H.

External

phone number lookup