Mikhail Bakunin

Mikail Bakunin (1814-1876) var den ældste søn i en russisk godsejerfamillie. Som ung var han officer, indtil han gik igang med at studere tysk filosofi i Moskva. Han tilhørte først de ortodokse hegelianere, men efter sin ankomst til Tyskland i 1840 tilsluttede han sig venstrehegelianerne.

I Tyskland traf han Weitling, og dette ledte ham fra oprør i teori til oprør i praksis. Bakunin kom snart til Paris, hvor han traf både Proudhon og Marx. I Paris arbejdede han først og fremmest for den slaviske nationalismes sag, som optog ham meget på den tid. I 1847 blev han udvist fra landet på grund af en tale imod tzaren. I de næste par år deltog han aktivt i opstandene i Paris, Prag og Dresden. Opstanden i Dresden, hvor han kæmpede på barrikaderne sammen med Richard Wagner, førte til, at han i 1850 blev arresteret og dømt til døden i Sachsen. I stedet blev han udleveret til Østrig. Der blev han igen dømt til døden, men sad i fængsel lænket til væggen i elleve måneder, indtil han blev udleveret til tzaren. I Rusland sad han fængslet, indtil han i 1857 blev deporteret til Sibirien. Han flygtede fra Sibirien i 1861 og kom via Japan og USA til London. Her traf han sin gamle ven Herzen, og arbejdede sammen med ham i tidsskriftet The Bell (Klokken), indtil uoverensstemmelserne imellem dem blev for store. I london mødte han atter Marx. Under opstanden i Polen i 1863 forsøgte han at skabe en slavisk støt�te�aktion. Dette mislykkedes, og han slog sig ned i Italien.

Efter han havde dannet et internationalt broderskabsforbund, udvik�lede hans syn sig lidt efter lidt til at blive mere anarkistisk. I 1868 trådte Bakunin ind i den første Internationale. Oprindelig arbejdede han for en sammenslutning imellem Internationalen og 'Liga for fred og frihed' - en bor�ger�lig-demokratisk organisation. Da dette mislykkedes, dannede han 'Den internationale alliance for sociali�stisk demokrati' og anmodede om optagelse for denne. Dette blev afslået. På Internationa�len i Basel i 1869 fremlagde Bakunin et forslag om at afskaffe arveretten imens Marx fremlagde et forslag om en progres�siv arveafgift. Bakunin fik flertallet med sig, og en skarp fraktionsstrid fulgte. Den romanske føde�ra�tion af In�terna�tionalen blev splittet efter skarpe angreb på Bakunin fra generalrådet, men flertallet fulgte Ba�kunin. En konfe�rence i London i september 1871 drejede sig om ham. Den vedtog, at politisk arbejde var en del af Internatio�nalens opgave. Den “marxistiske” del af den romanske føderation blev anerkendt, og Ba�kunin og hans folk konstituerede sig som Juraføderationen. I Haag september 1872 vedtog Internationalen efter dygtig fraktionsvirksomhed fra Marx at ekskludere Bakunin. Han oprettede sin egen anarkistiske Interna�tio�nale, som holdt sig til efter hans død i 1876.

Bakunin er den store revolutionsmager indenfor anarkismen, men resulta�terne sva�rede desværre ikke altid til den indsats, han ydede. Hans ideal var en kollektiv økonomi baseret på selvsty�rende enheder. Som midler ville han bruge væbnet opstand og generalstrejke, der skulle knuse statens herre�dømme. Bakunin var mere optaget af at skabe revolutioner end af at skrive bøger. De ting, han har skrevet, er derfor fragmentariske og ofte uden afslutning.