Still working to recover. Please don't edit quite yet.
Difference between revisions of "Mikhail Bakunin"
| Line 1: | Line 1: | ||
'''Mikail Bakunin''' (1814-1876) var den ældste søn i en russisk godsejerfamillie. Som ung var han officer, indtil han gik igang med at studere tysk filosofi i Moskva. Han tilhørte først de ortodokse hegelianere, men efter sin ankomst til Tyskland i 1840 tilsluttede han sig [[venstrehegelianer]]ne. | '''Mikail Bakunin''' (1814-1876) var den ældste søn i en russisk godsejerfamillie. Som ung var han officer, indtil han gik igang med at studere tysk filosofi i Moskva. Han tilhørte først de ortodokse hegelianere, men efter sin ankomst til Tyskland i 1840 tilsluttede han sig [[venstrehegelianer]]ne. | ||
| − | I Tyskland traf han Weitling, og dette ledte ham fra oprør i teori til oprør i praksis. Bakunin kom snart til Paris, hvor han traf både [[Proudhon]] og [[Marx]]. I Paris arbejdede han først og fremmest for den slaviske [[nationalisme]]s sag, som optog ham meget på den tid. I 1847 blev han udvist fra landet på grund af en tale imod tzaren. I de næste par år deltog han aktivt i opstandene i Paris, Prag og Dresden. Opstanden i Dresden, hvor han kæmpede på barrikaderne sammen med Richard Wagner, førte til, at han i 1850 blev arresteret og dømt til døden i Sachsen. I stedet blev han udleveret til Østrig. Der blev han igen dømt til døden, men sad i fængsel lænket til væggen i elleve måneder, indtil han blev udleveret til tzaren. I Rusland sad han fængslet, indtil han i 1857 blev deporteret til Sibirien. Han flygtede fra Sibirien i 1861 og kom via Japan og USA til London. Her traf han sin gamle ven Herzen, og arbejdede sammen med ham i tidsskriftet The Bell (Klokken), indtil uoverensstemmelserne imellem dem blev for store. I london mødte han atter Marx. Under opstanden i Polen i 1863 forsøgte han at skabe en slavisk | + | I Tyskland traf han Weitling, og dette ledte ham fra oprør i teori til oprør i praksis. Bakunin kom snart til Paris, hvor han traf både [[Proudhon]] og [[Marx]]. I Paris arbejdede han først og fremmest for den slaviske [[nationalisme]]s sag, som optog ham meget på den tid. I 1847 blev han udvist fra landet på grund af en tale imod tzaren. I de næste par år deltog han aktivt i opstandene i Paris, Prag og Dresden. Opstanden i Dresden, hvor han kæmpede på barrikaderne sammen med Richard Wagner, førte til, at han i 1850 blev arresteret og dømt til døden i Sachsen. I stedet blev han udleveret til Østrig. Der blev han igen dømt til døden, men sad i fængsel lænket til væggen i elleve måneder, indtil han blev udleveret til tzaren. I Rusland sad han fængslet, indtil han i 1857 blev deporteret til Sibirien. Han flygtede fra Sibirien i 1861 og kom via Japan og USA til London. Her traf han sin gamle ven Herzen, og arbejdede sammen med ham i tidsskriftet The Bell (Klokken), indtil uoverensstemmelserne imellem dem blev for store. I london mødte han atter Marx. Under opstanden i Polen i 1863 forsøgte han at skabe en slavisk støtteaktion. Dette mislykkedes, og han slog sig ned i Italien. |
| − | Efter han havde dannet et internationalt broderskabsforbund, | + | Efter han havde dannet et internationalt broderskabsforbund, udviklede hans syn sig lidt efter lidt til at blive mere anarkistisk. I 1868 trådte Bakunin ind i den [[første Internationale]]. Oprindelig arbejdede han for en sammenslutning imellem Internationalen og 'Liga for fred og frihed' - en borgerlig-demokratisk organisation. Da dette mislykkedes, dannede han 'Den internationale alliance for socialistisk demokrati' og anmodede om optagelse for denne. Dette blev afslået. På Internationalen i Basel i 1869 fremlagde Bakunin et forslag om at afskaffe arveretten imens Marx fremlagde et forslag om en progressiv arveafgift. Bakunin fik flertallet med sig, og en skarp fraktionsstrid fulgte. Den romanske føderation af Internationalen blev splittet efter skarpe angreb på Bakunin fra generalrådet, men flertallet fulgte Bakunin. En konference i London i september 1871 drejede sig om ham. Den vedtog, at politisk arbejde var en del af Internationalens opgave. Den “[[marxistisk]]e” del af den romanske føderation blev anerkendt, og Bakunin og hans folk konstituerede sig som [[Juraføderationen]]. I Haag september 1872 vedtog Internationalen efter dygtig fraktionsvirksomhed fra Marx at ekskludere Bakunin. Han oprettede sin egen anarkistiske Internationale, som holdt sig til efter hans død i 1876. |
| − | Bakunin er den store revolutionsmager indenfor [[anarkisme]]n, men | + | Bakunin er den store revolutionsmager indenfor [[anarkisme]]n, men resultaterne svarede desværre ikke altid til den indsats, han ydede. Hans ideal var en [[kollektiv økonomi]] baseret på selvstyrende enheder. Som midler ville han bruge væbnet opstand og [[generalstrejke]], der skulle knuse statens herredømme. Bakunin var mere optaget af at skabe revolutioner end af at skrive bøger. De ting, han har skrevet, er derfor fragmentariske og ofte uden afslutning. |
Revision as of 23:39, 21 March 2006
Mikail Bakunin (1814-1876) var den ældste søn i en russisk godsejerfamillie. Som ung var han officer, indtil han gik igang med at studere tysk filosofi i Moskva. Han tilhørte først de ortodokse hegelianere, men efter sin ankomst til Tyskland i 1840 tilsluttede han sig venstrehegelianerne.
I Tyskland traf han Weitling, og dette ledte ham fra oprør i teori til oprør i praksis. Bakunin kom snart til Paris, hvor han traf både Proudhon og Marx. I Paris arbejdede han først og fremmest for den slaviske nationalismes sag, som optog ham meget på den tid. I 1847 blev han udvist fra landet på grund af en tale imod tzaren. I de næste par år deltog han aktivt i opstandene i Paris, Prag og Dresden. Opstanden i Dresden, hvor han kæmpede på barrikaderne sammen med Richard Wagner, førte til, at han i 1850 blev arresteret og dømt til døden i Sachsen. I stedet blev han udleveret til Østrig. Der blev han igen dømt til døden, men sad i fængsel lænket til væggen i elleve måneder, indtil han blev udleveret til tzaren. I Rusland sad han fængslet, indtil han i 1857 blev deporteret til Sibirien. Han flygtede fra Sibirien i 1861 og kom via Japan og USA til London. Her traf han sin gamle ven Herzen, og arbejdede sammen med ham i tidsskriftet The Bell (Klokken), indtil uoverensstemmelserne imellem dem blev for store. I london mødte han atter Marx. Under opstanden i Polen i 1863 forsøgte han at skabe en slavisk støtteaktion. Dette mislykkedes, og han slog sig ned i Italien.
Efter han havde dannet et internationalt broderskabsforbund, udviklede hans syn sig lidt efter lidt til at blive mere anarkistisk. I 1868 trådte Bakunin ind i den første Internationale. Oprindelig arbejdede han for en sammenslutning imellem Internationalen og 'Liga for fred og frihed' - en borgerlig-demokratisk organisation. Da dette mislykkedes, dannede han 'Den internationale alliance for socialistisk demokrati' og anmodede om optagelse for denne. Dette blev afslået. På Internationalen i Basel i 1869 fremlagde Bakunin et forslag om at afskaffe arveretten imens Marx fremlagde et forslag om en progressiv arveafgift. Bakunin fik flertallet med sig, og en skarp fraktionsstrid fulgte. Den romanske føderation af Internationalen blev splittet efter skarpe angreb på Bakunin fra generalrådet, men flertallet fulgte Bakunin. En konference i London i september 1871 drejede sig om ham. Den vedtog, at politisk arbejde var en del af Internationalens opgave. Den “marxistiske” del af den romanske føderation blev anerkendt, og Bakunin og hans folk konstituerede sig som Juraføderationen. I Haag september 1872 vedtog Internationalen efter dygtig fraktionsvirksomhed fra Marx at ekskludere Bakunin. Han oprettede sin egen anarkistiske Internationale, som holdt sig til efter hans død i 1876.
Bakunin er den store revolutionsmager indenfor anarkismen, men resultaterne svarede desværre ikke altid til den indsats, han ydede. Hans ideal var en kollektiv økonomi baseret på selvstyrende enheder. Som midler ville han bruge væbnet opstand og generalstrejke, der skulle knuse statens herredømme. Bakunin var mere optaget af at skabe revolutioner end af at skrive bøger. De ting, han har skrevet, er derfor fragmentariske og ofte uden afslutning.
